Pensionskasser klar med helhedsplan for Deas-projekt i tidligere fabrik ved Øresund

Pensiondanmark og Velliv er færdig med helhedsplan for Hellebæk Klædefabrik, der med Deas Asset Management som udvikler og kommende administrator skal kombinere et tocifret antal privatboliger og erhverv i traditionsrig ejendom ved Øresund.
Foto: Deas Erhverv
Foto: Deas Erhverv

Pensionskasserne Pensiondanmark og Velliv kan nu præsentere en helhedsplan for Hellebæk Klædefabrik nord for Helsingør, der, når lokalplanen er på plads, kan forvandles til bl.a. boliger og kontorfællesskab. Det skriver Deas Asset Management, der udvikler projektet og skal stå for udlejning, administration og drift, i en pressemeddelelse.

Udviklingen af projektet, der i forhold til erhvervsdelen henvender sig til virksomheder såvel som selvstændige, som vil kunne leje en arbejdsplads tæt på egen bolig, har stået på siden foråret, og det er nu op til kommunen at godkende visionerne for ejendommen ved Øresund.

Marius Møller, direktør i Pensiondanmark, fortæller, at ambitionen med klædefabrikken, der blev opført i 1873 og i 1930 genopført efter en brand, er at skabe et sted, "hvor man ikke bare bor ved siden af et kontor eller arbejder ved siden af en bolig."

"Hellebæk Klædefabrik skal være et aktiv for Hellebæk som by på flere måder. Den skal kunne tiltrække erhvervsdrivende, men samtidig også være et sted, som bruges af områdets beboere. Den vision synes vi, at vi er lykkedes rigtig godt med," siger han i meddelelsen.

Styrker lokalområde, virksomheder og familieliv

Det er planen, at arealet fordeles ligeligt mellem boliger og erhverv, og at førstnævnte kategori kommer til at bestå af 32 enheder på mellem 60 og 137 kvm med enten altan eller terrasse.

"Vi har en ambition om at tilbyde løsninger, hvor man kan leje sig ind som virksomhed eller privatperson og have en rigtig arbejdsplads tæt på sit hjem i Nordsjælland," siger Solveig Rannje, ejendomsdirektør i Velliv.

"Vi ser det som en kæmpe gevinst for både lokalområde, virksomheder og familieliv, da man på denne måde kan bosætte sig i et skønt naturområde, uden at skulle sidde i kø på motorvejen ind til København hver dag."

Klædefabrikken, som i dag er Hellebæks største arbejdsplads med over 60 virksomheder under sit tag, forventes at blive certificeret med bæredygtighedsstandarden DGNB Guld.

Pensionsselskaber vil omdanne nordsjællandsk fabrik til boliger 

Deas-topchef efter tab af lukrativ kontrakt: "Vi er på et konkurrenceorienteret marked"

Deas' opgaver for Danske Shoppingcentre svinder ind 

Deas udbygger sin førerposition i branchen – men Fokus Asset Management vokser mest 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også