Kommune køber 36.000 kvm for at realisere gammel drøm om nyt byområde
![Favrskov kommunes borgmester Nils Borring. | Foto: Joachim Ladefoged/JPA/Ritzau Scanpix](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article11494866.ece/ALTERNATES/schema-16_9/doc765se02m5ht3a20pjb9.jpg)
Favrskov Kommune køber en knap 36.000 kvadratmeter stor erhvervsejendom af butiksinventarfirmaet Expedit i hjertet af den østjyske stationsby Ulstrup.
Et enigt byråd står bag erhvervelsen, som skal realisere en gammel drøm om opførelsen af et nyt byområde. Kommunen planlægger at rive samtlige bygninger på grunden ned umiddelbart efter overtagelsen i juli 2021, skriver det lokale medie Midtjyllands Avis.
"Expedit ligger lige midt i Ulstrup, hvilket gør grunden interessant for kommunen. Den indgår som en del af et fremtidigt byudviklingsområde, og vi har allerede for flere år siden fået skitseplaner, der omfatter blandt andet parcelhusgrunde og rækkehuse," siger borgmester i Favrskov, Nils Borring (S), til Midtjyllands Avis.
Prisen på de mange kvadratmeter er bare 5 mio. kr. Det er 12 mio. kr. under den offentlige ejendomsvurdering på 17 mio. kr.
Kommunen køber grunden, fordi politikerne i byrådet gerne vil have kontrol med udviklingen på det centrale område i byen, så Ulstrup ikke bliver et sted med forfaldne ejendomme, der sælges til uhensigtsmæssig anvendelse, lyder det fra Nils Borring.
Kaserne på 41.000 kvm skal i nyt udbud: Nu må der være 210 boliger