Horsens Kommune sælger den sidste grund i ny havnebydel

Svanen Gruppen opfører 240 nye boliger på grunden, der var den sidste ledige af slagsen i havneområdet Nordhavnen i Horsens.
Projektet Honnørkajen skal indeholde en blanding af almene og private boliger. | Foto: PR/Svanen Gruppen.
Projektet Honnørkajen skal indeholde en blanding af almene og private boliger. | Foto: PR/Svanen Gruppen.

Den Horsens-baserede projektudvikler Svanen Gruppen har købt en 13.200 kvm stor grund på Nordhavnen i gruppens hjemby. Her skal der opføres 165 private og 75 almene boliger på samlet 18.500 etagemeter.

Det oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.

De almene boliger kommer til at bestå af 50 ungdomsboliger og 25 familieboliger. Projektet indeholder også en café og et fælleshus på 125 kvm hver.

"Vi bygger forskellige typer boliger for at skabe diversitet i ejendommene, og der bliver et mix af både små og store boliger – også ud til vandet. Alle lejligheder i de to bygninger ved havnefronten vil få udsigt til vandet," udtaler Michael Brixhuus, der ejer Svanen Gruppen sammen med sin bror Morten Brixhuus, i meddelelsen.

Byggeriet er planlagt til at blive opført i tre bygninger med fire etager. Dele af byggeriet bliver op til seks etager.

Foruden boligerne kommer der også til at være en parkeringskælder til beboerne.

"Hele havnefronten er nu solgt, og vi har dermed nået en vigtig milepæl i udviklingen af havnen. Svanen Gruppens projekt indeholder en rigtig god blanding af boligtyper, og det er dejligt, at vi også får både ungdomsboliger og prisbillige boliger på Nordhavnen," udtaler Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens Kommune, i meddelelsen.

Projektet er døbt Honnørkajen og ligger på den tidligere Kemiragrund og det sidste af den tidligere Danafeed-grund.

"Svanen Gruppen hører hjemme i Horsens og har også tradition for at bygge her. Derfor var det naturligt for os at byde på grunden. Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med vores projekt," udtaler Michael Brixhuus.

Høje Taastrup får nyt bofællesskab med 150 boliger

Pensionskasse investerer 350 mio. kr. i Aarhus-bydelen Gellerup 

Udviklerselskab i milliardinvestering i Gellerup 

Horsens har vokseværk 

Bygherre for ny bydel i Horsens: Investorer er velkomne 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også