Hospitaler skal renoveres for syv milliarder

Regionsrådet i hovedstadsområdet starter budgetforhandlingerne ud med at afsætte 7 mia. kr., som skal bruges til at renovere Region Hovedstadens hospitaler gennem de næste 10 år. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
Region Hovedstadens tre store hospitaler, Hvidovre, Herlev og Rigshospitalet er alle bygget i 1970'erne, og alderen gør, at der skal foretages mange dyre, akutte reparationer, som både er til besvær for patienter og medarbejdere, fremgår det.
Det er på baggrund af en analyse fra Rambøll, som regionen modtog i foråret, at renoveringen sættes i gang.
"Vi kan ikke leve med det stigende antal lappeløsninger, og set i lyset af analysen fra Rambøll er jeg glad for, at alle partier i regionsrådet er blevet enige om at afsætte dette markante beløb til at indhente efterslæbet på vores hospitalers stand," siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), som kalder renoveringen for en 'skal-opgave'.
Partierne er enige om at starte, hvor problemerne er størst, og der vil blive lagt fokus på at skifte gamle ventilations-, køle- og varmeforsynings- og belysningsanlæg ud med mere energibesparende udstyr.
Der afsættes 2,3 mia. kr. til renoveringerne de første fire år. Derefter bliver resten af budgettet fordelt over de sidste seks år, fremgår det af pressemeddelelsen.
Nyt projekt vil skabe teknologiske landvindinger i ejendomsbranchen
Bendt Bendtsen spår sneboldeffekt med nye krav om energineutrale bygninger
Byggeri på Bispebjerg Hospital er ramt af tusindvis af kritiske fejl