Jyske og fynske kommuner er de mest erhvervsvenlige

De fynske og jyske kommuner tænker mere erhvervsorienteret end de sjællandske, konkluderer ny undersøgelse fra Ejendomsforeningen. København er dog mere ejendomsvenlig end Aarhus. Dækningsafgift er en vækstbremse, siger cheføkonom.
Morten Marott Larsen, cheføkonom i Ejendomsforeningen Danmark. | Foto: Jesper Blæsild
Morten Marott Larsen, cheføkonom i Ejendomsforeningen Danmark. | Foto: Jesper Blæsild

For femte år i træk har Ejendomsforeningen Danmark undersøgt, hvilke kommuner der skaber de bedste rammer for ejendomsbrugere og -ejere. Listen toppes af vestfynske Middelfart, mens de jyske kommuner Billund og Ikast-Brande løber med anden- og tredjepladsen.

At Fyn og Jylland løber med topplaceringerne hænger ifølge Morten Marott Larsen, cheføkonom i Ejendomsforeningen Danmark, sammen med, at mange kommuner tæt på hovedstaden naturligt har nemmere ved at tiltrække erhvervslivet. Et af redskaberne er en sænkning af dækningsafgiften — den særlige skat på kontorer, butikker, fabrikker og andre erhvervsbygninger, som nogle kommuner opkræver.

"I de kommuner, hvor man har sat dækningsafgiften ned, er der fokus på den kommunale vækst, beskæftigelse og ejendomsvenlighed. Disse kommuner vil gerne samarbejde med erhvervslivet. Det kan give en langt større indtægt til kommunen end gevinsten ved en særskat på erhvervsejendomme. I nogle kommuner har et lille provenu endda svært ved at opveje de administrative omkostninger, der skal til for at opkræve dækningsafgiften," siger Morten Marott Larsen til EjendomsWatch.

Byggesocietetet efterlyser hurtigere behandling af byggesager

Mere end dækningsafgiften

Sidste år placerede undersøgelsen Københavns Kommune på en sidsteplads som landets mindst ejendomsvenlige kommune, men i år er der fremgang for landets hovedstad.

Med et spring på fem pladser op på en 93. plads overhaler kommunen nemlig blandt andre Aarhus Kommune og Albertslund Kommune, der nu indtager sidstepladsen. Den bedre placering skyldes, at byggesagsgebyret i 2016 er sænket med 250 kr. i Københavns Kommune. Derudover har kommunen samtidig formået at sænke antallet af ejendomsforbrydelser i form af brandstiftelse, hærværk og indbrud

"Det er glædeligt, at Københavns Kommune har vist vilje til at komme nogle af problemerne til livs og har iværksat flere gode initiativer. Vi er ikke i tvivl om, at kommunen ønsker at forbedre vilkårene for ejendomsbranchen, og vi håber naturligvis, at de vil fortsætte de gode takter frem mod næste års undersøgelse, så de kan lægge endnu mere afstand til bunden," siger Torben Christensen, adm. direktør hos Ejendomsforeningen Danmark.

Store kommuner redder sig på beliggenheden

Københavns Kommune har imidlertid stadig den maksimale sats i grundskyld (34 promille) og næsten den maksimale sats i dækningsafgift (9,8 promille), men selvom det er tilfældet, er der gang i byggekranerne i København — og i Aarhus, der begge roder rundt i bunden af listen.

"Når man kigger på butiksejendomme, så kigger man på beliggenheden først, men det ændrer ikke ved, at dækningsafgiften er en særskat på erhvervsejendomme, der rammer erhvervslivet og lejerne, hvilket gør det dyrere at drive forretning. Dækningsafgiften er dermed en vækstdæmper," siger Morten Marott Larsen og uddyber:

"Rigtig meget af provenuet fra dækningsafgiften ligger i de store byer, og dækningsafgiften medfører en lavere vækst i forhold til, hvad der kunne have været. Det er meget muligt, at der stadig sker en masse nyt i for eksempel København, men dækningsafgiften betyder færre virksomheder. Specielt mindre iværksættere får sværere ved at finde de rette butiks- eller kontorlokaler."

I Aarhus Kommune oplever man et stort byggeboom i disse år, og det presser sagsbehandlingstiden, som også tæller ind i undersøgelsen, op. Morten Marott Larsen ser positivt på aktiviteten, men det er et problem, hvis kommunerne ikke udviser rettidig omhu.

"I nogle perioder vil kommunerne opleve en større aktivitet, men det må være til at planlægge sig ud af. Det ville være utroligt kedeligt, hvis et økonomisk opsving bliver bremset af en lang sagsbehandlingstid i kommunerne. Derfor bør man forvente, at kommunerne får behandlet byggesager inden for en rimelig periode, også selvom der er stigende aktivitet i kommunen," siger han.

Fjerner vækstbremse

17 af landets 98 kommuner skruer i budgetterne for 2017 ned for dækningsafgiften, og fire af kommunerne fjerner afgiften helt, så den fra nytår kun bliver opkrævet i 37 kommuner, viste en opgørelse, som EjendomsWatch foretog tidligere i oktober.

Erhvervsbygninger slipper over 80 mio. kr. billigere i skat næste år

En af de kommuner er Kalundborg, som imidlertid falder fra nummer 59 til 86 i Ejendomsforeningens undersøgelse. Ifølge cheføkonom Morten Marott Larsen skyldes det dels, at Kalundborg klarer sig dårligere, når det gælder om at undgå ejendomsrelaterede forbrydelser som indbrud og hærværk, dels undersøgelsens udformning, hvor den sammenligner kommunernes udvikling fra 2015 til 2016.

Nu bliver det billigere at eje erhvervsejendom på Vestsjælland

Dermed vil effekten af kommunernes netop vedtagne sænkning af dækningsafgiften påvirke næste års undersøgelse. Og det ser Ejendomsforeningens cheføkonom frem til.

"Man er klar over, at den her særskat rundt omkring er en vækststopper.  De kommuner, der sætter fokus på ejendomsvenlighed vil opnå en øget vækst, flere i beskæftigelse og en bedre økonomi," siger Morten Marott Larsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også