Frank Jensen trækker sig som overborgmester i København

Frank Jensen (S) træder tilbage som overborgmester i København efter anklager om krænkelser af kvinder. Det oplyser han på et pressemøde. Lars Weiss bliver ny fungerende på posten.
"Nu har jeg sovet på det. Det kommer til at skygge for det politiske arbejde, jeg gerne vil beskæftige mig med," siger Frank Jensen, der mandag trådte tilbage som overborgmester efter at have erkendt flere krænkelser af kvinder. | Foto: Philip Davali//
"Nu har jeg sovet på det. Det kommer til at skygge for det politiske arbejde, jeg gerne vil beskæftige mig med," siger Frank Jensen, der mandag trådte tilbage som overborgmester efter at have erkendt flere krænkelser af kvinder. | Foto: Philip Davali//
AF RITZAU

Frank Jensen (S) træder tilbage som overborgmester i København og næstformand i Socialdemokratiet efter anklager om krænkelser af kvinder.

Det oplyser han på et pressemøde mandag. Det er 13 timer efter, at han fik opbakning fra partifællerne i København til at fortsætte.

"I aftes var jeg utrolig glad for, at jeg fik bred opbakning fra Socialdemokratiet i København og fra min gruppe på rådhuset til, at jeg kunne fortsætte mit arbejde som overborgmester," siger overborgmester i København Frank Jensen (S).

"Nu har jeg sovet på det. Det kommer til at skygge for det politiske arbejde, jeg gerne vil beskæftige mig med."

"Derfor har jeg besluttet mig for at træde tilbage som overborgmester. Nu forlader jeg, Frank Jensen, overborgmesterkontoret. Og det gør jeg i dag," siger Frank Jensen.

Han har været overborgmester i København i 11 år og næstformand for Socialdemokratiet i 8 år. Samlet har han været i politik i 33 år.

Frank Jensen siger i forbindelse med sit stop, at det ikke er synd for ham.

"Der er ikke noget, der hedder synd i politik. Der er ikke noget, der hedder uretfærdigt."

"Nu er jeg kommet til et sted, hvor det ikke er politik. Det er sager, som jeg synes, er svære at navigere i. Det er svært at få tid til mit politiske arbejde, fordi jeg bliver foreholdt ting, som jeg ikke kender," siger Frank Jensen.

Det bliver partifællen Lars Weiss fra Borgerrepræsentationen i København, der bliver fungerende overborgmester, efter Frank Jensen er trådt tilbage.

Han er 1. næstformand i Københavns Borgerrepræsentation.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også