Mulig svindel i ejendomsstyrelse får foreløbig to hoveder til at rulle

Forsvarsministeriets departementschef burde have informeret minister tidligere i sagen om mulig svindel, erkender han.
Forsvarets Ejendomsstyrelse er placeret på Hjørring Kaserne. | Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Forsvarets Ejendomsstyrelse er placeret på Hjørring Kaserne. | Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
AF RITZAU

I sagen om manglende kontrol og svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fritages direktøren i styrelsen for tjeneste. Og der kommer en kulegravning af indkøb på hele Forsvarets område.

Det oplyser Forsvarsministeriet.

Desuden fritages koncernstyringsdirektøren i departementet for tjeneste. Han hedder Per Pugholm Olsen og bliver overført til anden tjeneste.

Han stod ligeledes i spidsen for det rejsehold fra Forsvarsministeriet, som er sendt til Hjørring, hvor styrelsen har adresse, for at efterforske sagen. Rejseholdet fortsætter sit arbejde med en ny leder.

Det oplyser forsvarsminister Trine Bramsen (S) på et pressemøde.

"Det er helt afgørende, at der er tillid til, at pengene bruges ordentligt. Snyd og svindel kan under ingen omstændigheder tolereres. Derfor tager jeg svindel i Forsvaret meget alvorligt," siger hun.

"Vi skal gøre alt for at sikre, at lignende sager ikke opstår hverken i Forsvarets Ejendomsstyrelse eller andre steder," siger hun.

Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, har over for Trine Bramsen i en redegørelse understreget, at han burde have informeret ministeren om sagen tidligere.

Han er den øverste ansatte og administrative leder på ministerområdet. Og han fungerer som rådgiver for forsvarsministeren.

" Jeg må på baggrund af redegørelsen konkludere, at du burde have været informeret om sagen væsentligt tidligere, end det rent faktisk skete," skriver Ahrenkiel til ministeren.

"Du blev således først den 4. december 2019 om aftenen orienteret om en sag, som du rettelig burde have været orienteret om i forbindelse med, at du tiltrådte som forsvarsminister."

"Og som din forgænger burde have været orienteret om, allerede da Rigsrevisionen i april 2019 orienterede departementet om, at der var modtaget en henvendelse fra en whistleblower."

"Det er utvivlsomt, at der er tale om en fejl fra departementets side," skriver Ahrenkiel.

Direktøren i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Hans J. Høyer, fik for få uger siden forlænget sin kontrakt med fire år. Det har styrelsen bekræftet over for Altinget.

"Jeg har ikke længere tillid til direktøren i ejendomsstyrelsen. Han er fritaget for tjeneste. Og der vil blive udnævnt en ny direktør snarest," siger Bramsen.

Sagen så dagens lys i sidste uge. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fik fredag hård kritik. Både fra Statsrevisorerne og Rigsrevisionen.

Derfor aflyste Bramsen også sit ellers planlagte besøg mandag og tirsdag i Grønland i denne uge for at få klarhed i sagen.

Hun kalder sagen for dårligt håndteret. Fra ende til anden. Umiddelbart får sagen ikke konsekvenser for departementschef Thomas Ahrenkiel. Det siger ministeren.

Sagen kan dog få yderligere konsekvenser senere. Det tilføjer ministeren også.

Kemp & Lauritzen spiller hovedrolle i politisag om bestikkelse i Forsvaret

Medarbejdere i ejendomsstyrelse anholdt for svindel

Bygningsstyrelsen bortviser fem medarbejdere i svindelsag 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også