Københavns Kommune fyrer direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen

Kommunen har indledt en afskedigelsessag mod adm. direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen på anmodning fra teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen.
Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) vil fyre adm. direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen. | Foto: Ritzau Scanpix/Stine Tidsvilde.
Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) vil fyre adm. direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen. | Foto: Ritzau Scanpix/Stine Tidsvilde.

Økonomiudvalget i Københavns Kommune indleder en afskedigelsessag mod Pernille Andersen, adm. direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen i København.

Det sker efter en anmodning fra teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL), oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

"Jeg har efter nøje overvejelse besluttet at anmode Økonomiudvalget om at indlede en afskedigelsessag mod Teknik- og Miljøforvaltningens administrerende direktør. Baggrunden herfor er, at der samlet set tegner sig et billede af en forvaltning med utilstrækkelig klarhed om forretningsgangene. Det har på den baggrund været min vurdering, at der er brug for en ny administrerende direktør i spidsen for forvaltningen. Eftersom der er tale om en personalesag, kan jeg ikke udtale mig yderligere om sagen," siger Ninna Hedeager Olsen i meddelelsen.

Afskedigelsessagen blev besluttet på et møde i Økonomiudvalget d. 19. marts. Selve sagen skal behandles i udvalget 2. april, og derefter skal sagen behandles i Borgerrepræsentationen 11. april.

Kommunen oplyser ikke, hvad den præcise grund til afskedigelsessagen er, men Teknik- og Miljøforvaltningen har tidligere mødt kritik under Pernille Andersens ledelse.

I 2015 kom det frem, at forvaltningen opkrævede for høje gebyrer for rengøring af fortove fra butikker og boligforeninger. Gebyrerne var ti gange så høje, som det de private leverandører kunne levere. Derefter overtog NCC opgaven fra kommunen.

En advokatrapport bestilt af Økonomiudvalget er netop nu i gang med at placere et ansvar for, at Teknik- og Miljøforvaltningen ulovligt opkrævede københavnske ejerforeninger de høje fortovsgebyrer.

Derudover havde forvaltningen også i 2018 en sag med at opkræve byggegebyrer, som var 11 pct. for høje.

Pernille Andersen har været adm. direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen siden 2013. Med en løn på 1,8 mio. kr. og en pension på 20 pct. er Pernille Andersen blandt de bedst lønnede kommunale embedsmænd i landet, skriver BT onsdag.

Efter byggegebyr-problemer: Politikere i København har mistet tillid til forvaltning

NCC overtager fortovsordning i hovedstaden

For høje byggegebyrer og regninger for fortovsrengøring får konsekvenser

Notat: Bygherrer har betalt millioner for meget i gebyrer for byggesager 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også