Aberdeen og Standard Life vil slå pjalterne sammen

Der er svimlende beløb i spil, når kapitalforvalterne Standard Life og Aberdeen Asset Management går sammen i en fusion.
Mandag morgen har de to selskaber bekræftet, at de har tænkt sig at fusionere.
De to selskaber havde fredag ved børslukketid en kombineret børsværdi på 11,3 mia. pund — eller 97 mia. kr. — og de har tilsammen hele 660 mia. pund under forvaltning — svarende til knap 5700 mia. kr.
Fusionen sker ved en sammenlægning af de to aktieselskaber, så ejerne af Standard Life kommer til at sidde på to tredjedel af det nye selskab, og Aberdeens aktionærer får den resterende tredjedel.
Det samlede selskab vil fortsat være børsnoteret i London men have hovedsæde i Skotland, fremgår det. I dag har Standard Life adresse i Edinburgh, mens Aberdeen hører hjemme i den by, firmaet er opkaldt efter.
Begge kapitalforvaltere er aktive i Danmark, hvor især ejendomsinvesteringer har påkaldt sig opmærksomhed. Således var det Standard Lift Investments, der for 1,4 mia. kr. købte Danske Banks hovedsæde sidste år. Aberdeen Asset Management har senest brugt et trecifret millionbeløb på et boligprojekt i Silkeborg og har tilbage i december ligeledes brugt store summer i Carlsberg Byen.
Relaterede artikler:
Strøgejendom i København får ny ejer for 320 mio. kr.
For abonnenter