Danmarks længste kontorejendom får ny ejer

Svenske Niam køber ejendom, der tilbage i 2005 blev handlet for 450 mio. kr. og som byggematadoren Bøje Nielsen opførte i 1982. (Opdateret)
Foto: Google Maps
Foto: Google Maps

(Artikel opdateret 4. januar kl. 9.50 med kommentar til EjendomsWatch.)

Den svenske ejendomsinvestor Niam har overtaget Copenhagen Business Park, der er beliggende direkte ved motorvej E20 syd for København på adressen Stamholmen 143-161 i Hvidovre, oplyser Niam i en pressemeddelelse.

"Copenhagen Business Park er med et samlet udlejningsareal på ca. 67.000 kvm en af Danmarks største kontorejendomme, der i dag huser omkring 50 virksomheder med Forsikringsselskabet IF og Santander Bank som de største lejere," skriver Niam.

Johan Bergman, topchef hos Niam, udtaler i meddelelsen:

"Vi er meget tilfredse med at have erhvervet denne markante ejendom. I Norden og resten af Europa opleves en stigende efterspørgsel på store omkostningseffektive kontorarealer beliggende tæt ved lufthavn og city og det vil vi fremover kunne tilbyde i København."

Kristian Krogh, landechef for Niam i Danmark, glæder sig over for EjendomsWatch til at komme i gang med opgaven og få gjort noget ved huset.

"Vi skal have opgraderet ejendommen, og der er nogle tomme lokaler, som skal udlejes. Vi synes, der er et meget stort potentiale i den beliggenhed, som ejendommen har ved motorvejen og ti minutters kørsel til lufthaven. Man kan bo relativt tæt på lufthavnen til en billig husleje og få nogle store arealer. Det tror vi på, at markedet er til nu," siger han.

Kristian Krogh ønsker ikke at oplyse købsprisen og heller ikke længden på lejeaftalerne i ejendommen. Forsikringsselskabet IF er dog en stor lejer i bygningen og har boet i huset i mange år samt udvidet deres lejemål ad flere omgange.

Planen er ifølge landechefen, at der både inde og ude i den lange bygning skal ske opgraderinger.

"I første omgang koncentrerer vi kræfterne om ankomstområdet og fællesområder i stueetagen. De kan virke lidt kliniske nu, så der skal vi skabe noget mere liv," siger han.

Ambitionen er at løfte Copenhagen Business Park frem til at være et attraktivt og anerkendt business center for moderne virksomheder.

Handlen er gennemført som en selskabshandel med virkning per 20. december 2016.

Køber har været rådgivet af advokatfirma Plesner, EY og Niras. Catella Corporate Finance har formidlet handlen.

Ifølge tingbogen blev ejendommen i 2005 handlet for en pris af 450 mio. kr., men EjendomsWatch erfarer, at handlen er sket til et beløb væsentligt lavere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også