Dansk Supermarked vil årligt investere i butikker for 2 mia. kr.

Dansk Supermarked Group, der ejer kæder som Netto, Føtex og Bilka, vil investere 2 mia. kr. om året i nye butikker, renovering og e-handel.
Det skriver selskabet i sit regnskab for 2015, der viste en omsætning på 57,5 milliarder kroner og et resultat på 1,7 milliarder kroner.
"2015 må betegnes som et godt år for Dansk Supermarked Group. Vi har udbygget vores finansielle performance, styrket vores markedsposition på tværs af landene og foretaget en række strategiske investeringer," skriver adm. direktør Per Bank i regnskabet.
Der skal udbygges yderligere, og derfor vil Dansk Supermarked Group kaste 2 mia. kr. om året i et nyt investeringsprogram.
"Forventningen til 2016 er, at vi fortsat kan outperforme markedsvæksten indenfor e-commerce og udvide forretningen yderligere inden for vores traditionelle forretningsområder. Ikke mindst i kraft af det ambitiøse investeringsspor," skriver Per Bank.