Værdireguleringer rammer Barfoeds bundlinje: "Fuld tro på vores koncept"

Barfoed Group går i 2023 fra tre- til tocifret millionoverskud, men leverer sit hidtil højeste resultat før værdireguleringer. Direktør forlader sin post efter 19 år og sætter sig i bestyrelsen.
Frederik Barfoed glæder sig over udviklingen i sin koncern "på trods af de udfordringer, der er i markedet." | Foto: Wilfred Gachau
Frederik Barfoed glæder sig over udviklingen i sin koncern "på trods af de udfordringer, der er i markedet." | Foto: Wilfred Gachau

Fynske Barfoed Group indkasserer over en halv milliard i huslejeindtægter i det forgangne år, hvor negative værdireguleringer på 77 mio. kr. er med til at gøre, at overskuddet dykker fra 213 til 88 mio. kr. Det gennemsnitlige afkastkrav hæves fra 4,1 til 4,3 pct.

Det fremgår af koncernens årsrapport for 2023.

Den primære drift løftes 8 pct. til niveauet 368 mio. kr. Resultatet før værdireguleringer på 164 mio. kr. er det højeste i virksomhedens 11 år lange historie, lyder det i en pressemeddelelse.

I den erklærer koncerndirektør Frederik Barfoed sig ”meget tilfreds med, at vi indtjeningsmæssigt kan fastholde et meget tilfredsstillende resultat på trods af de udfordringer, der er i markedet.”

”Vi har fortsat fuld tro på vores koncept med kvalitetslejemål til konkurrencedygtige lejepriser og har derfor igangsat yderligere to byggerier primo 2024 omfattende i alt 118 nye boliger på Munkebjerg Park,” siger Frederik Barfoed med henvisning til udviklingen af Odense-kvarteret, der som den første bydel blev DGNB-certificeret tidligere på måneden.

”Selskabets driftsomkostninger forventes at stige i takt med udvidelsen af porteføljen og prisstigningerne,” hedder det i ledelsesberetningen, hvor der luftes forventninger om et resultat før finansiering på 373 mio. kr. og efter på 143 mio. kr.

I forbindelse med sin generalforsamling har Barfoed Group føjet Ib Dahl Carlsen og Jørn Beier til bestyrelsen. Sidstnævnte stopper i den anledning som direktør i koncernen 30. juni efter knap 19 år på posten.

I et skriftligt svar til EjendomsWatch fortæller Frederik Barfoed, at der ikke er udpeget en afløser for den afgående direktør.

”Det har længe været planlagt, så ledende medarbejdere i finans- og juridisk afdeling i Barfoed Group overtager de fleste af opgaverne, og Jørn laver lidt opgaver ud over bestyrelsesposten, så vi ser lige tiden an,” lyder det fra koncerndirektøren.

Egenkapitalen i Barfoed Group lå ved årsskiftet på over 4,2 mia. kr. – 115 mio. kr. mindre end året før – hvilket rækker til en soliditetsgrad på 37,7 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også