Formuepleje-stifter laver stor nedskrivning af sine aktier

Formueplejes resultater har været kraftigt faldende de seneste år, og nu har storaktionær nedskrevet værdien af sine aktier.
Claus Hommelhoff stiftede i 1986 Formuepleje sammen med Erik Møller. | Foto: Joachim Ladefoged
Claus Hommelhoff stiftede i 1986 Formuepleje sammen med Erik Møller. | Foto: Joachim Ladefoged

Formuepleje-stifter Claus Hommelhoff har gennemført en stor nedskrivning af sine aktier i Formuepleje, skriver erhvervsmediet Insidebusiness.

Værdien af hans investering i Formuepleje er nedskrevet med over 100 mio. kr. til 375 mio. kr., fremgår det ifølge mediet af Claus Hommelhoff og familiens private selskab CBH FPH. Det svarer til en nedskrivning på 22 pct. af værdien.

Claus Hommelhoff ejer 20 pct. af Formuepleje, der også har Jysk-familien i ejerkredsen. 

Nedskrivningen skal ses i lyset af stor tilbagegang i resultaterne hos kapitalforvalteren, oplyser Hommelhoff Group til Insidebusiness.

“Driftsaktiviteten i Formuepleje Holding A/S har i regnskabsåret endnu været påvirket af samfunds- og geopolitiske forhold, der har skabt stor uro på de finansielle markeder og medført kurs- og perfomanceudsving i Formueplejes kerneprodukter,” lyder det fra familien, der samtidig skriver, at man fortsat har tiltro til investeringen.

Formuepleje har endnu ikke offentliggjort årsregnskab for 2023, men halvårsregnskabet viste, at den administrerede kapital ved udgangen af juli lød på 87,2 mia. kr. – 9 mia. kr. mindre end ved samme tidspunkt sidste år. 

I forhold til 2021, hvor den administrerede formue toppede på 133 mia. kr., var der tale om et fald på 34 pct., og man skal helt tilbage til 2019 for at finde lignende formueniveauer i Formueplejes investeringsforeninger.

I de første seks måneder af 2023 tjente Formuepleje 28 mio. kr. efter skat mod 52,6 mio. kr. i den første halvdel af 2022. I 2021 lød overskuddet for hele året på knap en halv mia. kr. 

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie FinansWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også