Medie: Københavnsk milliardprojekt er tæt på at skifte hænder

Catella er ifølge Insidebusiness ”i fremskredne forhandlinger med en udenlandsk investor” om et salg af prestigeprojektet Kaktustårnene. Prisforventninger har længe bremset salgsprocessen, lyder det.
De to københavnske boligtårne er tegnet af Bjarke Ingels Group (Big) | Foto: Finn Frandsen
De to københavnske boligtårne er tegnet af Bjarke Ingels Group (Big) | Foto: Finn Frandsen

Kaktus Towers – eller Kaktustårnene, om man vil – er tæt på at skifte hænder, og det er usikkert, om ejeren, Catella, kan høste de 1,5 mia. kr. for de knap 500 københavnske lejeboliger, som den svenske kapitalforvalter oprindeligt havde håbet på.

Det skriver Insidebusiness, der erfarer, ”at en handel meget vel kan falde på plads inden for den kommende måned.”

Ifølge erhvervsmediet ligger Catella således ”i fremskredne forhandlinger med en udenlandsk investor” – en oplysning, som partner Morten Gustafson ikke ønsker at kommentere. 

Ejerkredsens investeringer i selve byggeriet på ca. 350 mio. kr. kombineret med en lånefinansiering i form af en realkredit på 660 mio. kr., der i øvrigt snart skal refinansieres til langt højere renter, har angiveligt betydet, at forhandlingerne er trukket ud.

Allerede før Kaktustårnene stod indflytningsklar i 2022, havde Catella-ledelsen gjort det klart, at projektet ikke var opført med langsigtet ejerskab for øje, men man ønskede heller ikke dengang at sætte en officiel salgspris på aktivet.

Catellas prestigeprojekt er placeret mellem Dybbølsbro Station og storcentret Fisketorvet, og breder sig over små 25.000 kvm. De to tårne er hhv. 80 og 60 meter høje.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også