Trængt svensk investor indgår milliardaftale med tidligere Bostad-ejer

SBB styrker sin økonomi gennem joint venture-samarbejde med amerikansk kapitalforvalter. Nyetableret selskab overtager ejendomme for milliarder fra den gældsplagede investor.
Leiv Synnes, adm. direktør hos SBB. | Foto: PR / SBB
Leiv Synnes, adm. direktør hos SBB. | Foto: PR / SBB

Svenske SBB skaffer tiltrængt likviditet gennem joint venture-samarbejde med den amerikanske kapitalfond Castlelake.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra det børsnoterede selskab, der i lighed med en del andre svenske aktører tumler med betydelig obligationsgæld.

Det nyetablerede ejendomsselskab, SBB Infrastructure – tidligere SBB Elderly Care Properties – indgår samtidig en låneaftale i størrelsesordenen 5,2 mia. svenske kr. (ca. 3,5 mia. kr.) med Castlelake såvel som Atlas SP Partners.

I samme ombæring overtager SBB Infrastructure ejendomme til en værdi af 5,7 mia. svenske kr., som tidligere har tilhørt SBB.

Leiv Synnes, adm. direktør hos SBB, fortæller, at ”transaktionen bekræfter den stærke værdi i SBB’s samfundsportefølje, som udmærker sig ved en voksende efterspørgsel, inflationssikret cashflow og lille risiko for udlejningsfrafald.”

”Likviditeten giver mulighed for at refinansiere gæld og at gennemføre strategiske beslutninger for at maksimere selskabets værdi over tid,” lyder det i meddelelsen fra Leiv Synnes.

J.P. Morgan, Vinge, Wistrand og Waselius Wist har rådgivet SBB i forbindelse med transaktionen, mens DLA og CBRE samt CWT og Roschier har fungeret som rådgivere for hhv. Castlelake og Atlas.

Aftalen forventes at blive endeligt gennemført i næste måned.

Castlelake har tidligere også gjort sig bemærket på dansk jord, da den amerikanske investor har en fortid som ejer af ejendomskoncernen Bostad, som man i 2021 solgte videre til AP Pension for et beløb på den gode side af 3 milliarder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også