DBU vil placere nationalt fodboldcenter i Høje-Taastrup

I tilfælde af at DBU får finansieringen på plads, skal et nationalt træningscenter placeres lige uden for København.
Landstræner Kasper Hjulmand har længe været fortaler for et nationalt træningscenter. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Landstræner Kasper Hjulmand har længe været fortaler for et nationalt træningscenter. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
af Ritzau

Hvis Dansk Boldspil-Union (DBU) kan samle finansiering til det, skal Høje-Taastrup være hjemsted for et nationalt træningscenter og et nyt DBU-domicil.

Det oplyser DBU, der lige nu har hjemme i Brøndby, på sin hjemmeside onsdag morgen.

Det såkaldte campus skal være en slags base for alle fodboldlandshold, og foruden det nye DBU-domicil skal det rumme moderne træningsbaner og innovative rammer, som det formuleres i udmeldingen.

Derudover skal det ”udfordre fodboldens normer og inspirere til nytænkning i dansk fodbold i fremtiden”. 

DBU arbejder på at skaffe finansiering til projektet. Det fremgår ikke, hvad det skal koste, men fodbolddirektør Peter Møller har tidligere udtalt, at der skal findes et trecifret millionbeløb for at realisere et projekt af den karakter.

Hvor langt man er med at finde finansiering, melder historien intet om.

Tidligere har det været på tale, at et nationalt træningscenter skulle ligge i Odense, men den plan blev skudt ned igen. I stedet har fokus været rettet mod hovedstaden.

”Valget af grunden tæt på Høje Taastrup Station sker efter en grundig undersøgelse af en række mulige beliggenheder, der alle ligger inden for 45 minutters transport fra både Parken i København og Københavns Lufthavn,” oplyser DBU.

DBU-formand Jesper Møller kalder det et stort skridt, at man nu har valgt en placering til det såkaldte campus, som bliver en del af et større kulturprojekt under navnet ”Hele Danmarks Klubhus”.

”Det nye campus i Høje Taastrup bliver en central motor i projektet Hele Danmarks Klubhus, som vi glæder os til at arbejde videre med,” siger Jesper Møller.

Flere af de store europæiske fodboldnationer har allerede nationale træningscentre, og i Danmark har det været på tegnebrættet i efterhånden en del år.

Ønsket er dog aldrig blevet realiseret, og derfor har de danske landshold ikke ét samlet tilholdssted.

De mandlige A-landsholdsspillere har i de seneste mange år holdt til i Helsingør, når de har forberedt sig til landskampe og slutrunder.

Men hvis det står til DBU, bliver Høje-Taastrup altså det nye centrum i dansk fodbold.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også