Her åbner Rema 1000 de næste ti butikker

Rema 1000 tager næste ryk i konverteringen af tidligere Aldi-butikker og åbner ti nye forretninger i februar.
Rema 1000 er i gang med en historisk udvidelse på det danske marked efter opkøbet af Aldis aktiviteter. | Foto: Rema 1000/pr
Rema 1000 er i gang med en historisk udvidelse på det danske marked efter opkøbet af Aldis aktiviteter. | Foto: Rema 1000/pr

Udrulningen af nye Rema 1000-butikker fortsætter, efter discountkæden seneste år fik godkendt opkøbet af i alt 113 af Aldi-kædens tidligere butikker.

Ifølge Jonas Schrøder, kommunikationsdirektør i Rema 1000, sker de næste 10 butiksåbninger i februar, skriver han i en opdatering på X, tidligere Twitter.

De første butikker åbner torsdag d. 1. februar i Nykøbing Falster og i Hundested. Begge butiksåbninger blev varslet i midten af januar og var planlagt til at åbne inden for en måned, men nu er der altså sat en konkret dato på. 

Herefter følger butikkerne i Hanstholm, Holbæk, Allingåbro og Ringe, efterfulgt af butikkerne i Ebeltoft, Faxe, Blokhus og Middelfart. 

De sidste fire er nye byer, der sættes navn på, mens åbningerne i de fire første byer også blev varslet i januar.

Kulmination på ventetid

Rema 1000 fik sidste år sat flueben ved åbningen af de første seks tidligere Aldi-butikker, og i år har den norske kæde en ambition om at åbne 70 af de butikker, den har overtaget fra Aldi.

Udrulningen af de tidligere Aldi-butikker er kulminationen på næsten et års ventetid. Først afventede man grønt lys fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til købet af i alt 113 af Aldis tidligere butikker, hvorefter en række butikker også er blevet solgt fra til andre kæder.

Med de mange nye butiksåbninger bliver Rema 1000 væsentligt mere synlig i gadebilledet rundt om i landet med omkring 430 butikker i alt mod de nuværende ca. 370 butikker.

Målt på antal butikker er Netto med over 600 dog den kæde, der fylder mest i landskabet.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie DetailWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også