I fire danske kommuner er det Novo Nordisk der trækker væksten

Kalundborg, Gladsaxe, Hillerød og Ballerup trækker desuden hovedparten af stigningen i Danmarks bruttonationalprodukt.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
af ritzau

Fire kommuner på Sjælland stod for to tredjedele af den samlede stigning i bruttonationalproduktet (bnp) i 2022.

Det skriver analysemagasinet Momentum, der udgives af Kommunernes Landsforening (KL).

Det er kommunerne Kalundborg, Gladsaxe, Hillerød og Ballerup, der trak hovedparten af læsset bag den samlede stigning i bnp.

Fremgangen skyldes store investeringer foretaget af medicinalindustrien netop i de fire kommuner, lyder det fra analysechef Søren Aagesen.

”De fire kommuner, der har den højeste vækst i 2022, er kendetegnet ved, at de huser nogle af Novo Nordisks produktionsfaciliteter.”

”Når man har et firma, der er så succesrigt på verdensplan, så slår det selvfølgelig også igennem i denne opgørelse,” siger han til magasinet.

Helt i top på listen ligger Kalundborg Kommune, hvor produktionen steg med 26,9 procent i 2022.

Novo Nordisk har investeret massivt i produktionsanlægget i Kalundborg.

I november sidste år bebudede medicinalvirksomheden en investering på yderligere 42 milliarder frem til 2029.

Efter Kalundborg kommer Gladsaxe, der huser Novo Nordisks hovedkvarter i Bagsværd. Her landede bnp-væksten på 26,4 procent.

Nummer tre og fire på listen er henholdsvis Hillerød og Ballerup kommuner, hvor bnp steg med henholdsvis 18,3 og 17 procent.

Selv om væksten i 2022 er koncentreret i de fire kommuner på Sjælland, så peger analysechefen på, at væksten kommer mange flere kommuner til gode.

”Det er vigtigt at huske på, at den værdi, der skabes i én kommune, spreder sig til hele det opland, som de store virksomheder trækker arbejdskraft fra, og hvor de har underleverandører.”

”Så det er slet ikke skidt, at så stor en del af værdiskabelsen sker i fire kommuner,” siger Søren Aagesen til Momentum.

I opgørelser fra tidligere år har jyske kommuner som Billund og Ikast-Brande ligget i top med høje vækstrater.

Det er et særudtræk fra Danmarks Statistik, der måler bnp på kommuneniveau, der ligger til grund for analysen.

Bnp er udtryk for størrelsen af den samlede produktion og en af de vigtigste økonomiske indikatorer.

I 2022 blev bnp-væksten på landsplan opgjort til 2,7 procent.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også