Thylander rydder ud i ledelsen efter strategiændringer

I en ”strategisk fokusering” hvor man ikke længere vil forvalte mandater for eksterne investorer, har Thylander Gruppen tilpasset organisationen og siger dermed farvel til to ledende medarbejdere.
Lars Thylander er adm. direktør og stifter af Thylander Gruppen. | Foto: PR / Thylander Gruppen
Lars Thylander er adm. direktør og stifter af Thylander Gruppen. | Foto: PR / Thylander Gruppen

Thylander Gruppen ændrer strategi, og som konsekvens af dette forlader vicedirektør Søren Vendelbo og drifts- og finansdirektør Mikkel Rosendahl deres stillinger efter dialog med ejerkredsen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra selskabet.

”Vi vil gerne sige Søren og Mikkel en meget stor tak for deres indsats og for deres betydelige bidrag til at udvikle virksomheden”, udtaler stifter og adm. direktør Lars Thylander i meddelelsen.

Søren Vendelbo og Mikkel Rosendahl blev hentet til de ledende roller i december 2022. Søren Vendelbo kom fra en stilling som investeringsdirektør hos Heimstaden og Mikkel Rosendahl blev forfremmet internt.

Thylander Gruppen vil fremadrettet i 2024/2025 rette fokus mod driftsoptimering af den eksisterende portefølje samt udviklingsprojekter og investeringer i de nyeste fonde, Build for Life og TG Partners VIII.

Dette betyder også, at koncernen ikke længere vil søge at forvalte asset management mandater for eksterne investorer.

Jarl Greve, som igennem en længere periode har haft en ledende rolle i udviklingen af virksomheden, forfremmes til driftsdirektør og partner og indtræder pr. dags dato i ledelsesteamet.

”Med udgangspunkt i et positivt fundraising momentum, senest til Build for Life fonden, har vi sikret grobund for vækst og vi er klar til at investere i de markedsmuligheder, vi forventer vil opstå i de kommende år”, lyder det fra Lars Thylander.

Thylander Gruppens fokus i 2023 har været på at rejse kapital til nye fonde og stå stærkest muligt til, når købere og sælgere igen kan mødes.

”Med så meget allokeret kapital i markedet kommer det til at gå rigtig stærkt til den tid,” fortalte Lars Thylander i EjendomsWatchs juleserie.

Han er ikke tirsdag kl. 10.30 vendt tilbage på en opfølgende henvendelse fra EjendomsWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også