Privat liebhavermægler henter medejer fra Axcel: "Vil udvide i hele landet"

En ledende partner fra Axcel skal hjælpe Ivan Eltoft Nielsen med at blive landets største uafhængige ejendomsmægler på sit felt. Udenlandsk interesse gav ”skubbet” til ekspansion, siger han.
Villaen her på Vedbæk Strandvej står til den nette sum 76 mio. kr. og er blandt ejendommene i "ekstremt liebhaveri" som Ivan Eltoft Nielsen bl.a. har som fokusområde. | Foto: PR / Ivan Eltoft Nielsen
Villaen her på Vedbæk Strandvej står til den nette sum 76 mio. kr. og er blandt ejendommene i "ekstremt liebhaveri" som Ivan Eltoft Nielsen bl.a. har som fokusområde. | Foto: PR / Ivan Eltoft Nielsen

En henvendelse fra en kapitalstærk udenlandsk investor blev til flere, og pludselig stod den danske liebhavermægler Ivan Eltoft Nielsen med en stor beslutning.

Skulle han sælge sit livsværk, eller ville han selv føre drømmen til livs? 

De talrige investorer så et potentiale i konceptet og brandet, som Ivan Eltoft Nielsen selv har døbt ”ekstremt liebhaveri”, og det gav mægleren blod på tanden.

”Jeg var overrasket over, at der var flere fra udlandet, som var interesseret i os. Det var klart med til at give mig skubbet til at tage rejsen selv,” fortæller ejerlederen i et interview med EjendomsWatch. 

I ledtog med en ny medejer i form af Axcel-partner Christian Schmidt-Jacobsen er der derfor nu ambitiøse planer på tegnebrættet hos ejendomsmæglerfirmaet Ivan Eltoft Nielsen, som hidtil har drevet sin virksomhed personligt.

”Vi har valgt at udvide i hele landet. Vi er i gang med en stor ekspansion, hvor målet først er at blive geografisk færdig på Sjælland. Derefter er det planen, at vi går ind på Fyn og Jylland,” siger mægleren.

Jagter opkøb i hele landet

Ejendomsmæglerfirmaet Ivan Eltoft Nielsen startede i 2008 med en enkelt butik. I dag tæller kæden 14 filialer, der hovedsageligt er placeret i hovedstadsområdet og rundt i Nordsjælland.

Firmaet har sat som mål, at det samlede antal butikker lander på mellem 25 og 30 inden for de næste to år.

”Vi er meget interesserede i at lave partnerskaber. Det vil nok være at foretrække at købe eksisterende mæglere fremfor at starte selv. Men hvis ikke der er nogen allerede i et område, som vi synes er interessant, tager det ikke modet fra os,” siger ejerlederen.

Han forklarer, at det hovedsageligt er de store købstæder og kystbyer med stor handelsaktivitet, der har interesse.

Forretningen hos Ivan Eltoft Nielsen er vokset støt, siden han startede for knap 15 år siden. Men nu er planen for alvor at sætte speederen i bund og blive landets største uafhængige mægler.

”I stedet for at jeg selv kunne udvikle det hen over de næste ti år, vil vi prøve at se, om vi kan gennemføre det på fem år,” siger han og forklarer, at det er årsagen til, at man har hentet en nyt ansigt ind i ejerkredsen.

Ejerlederen kalder de kommende år ”vildt spændende”, og det uddybes med en forventning om, at billedet ændrer sig i mæglerbranchen, hvor der ifølge Ivan Eltoft Nielsen bliver brug for konsolidering. 

I øjeblikket findes der et hav af aktører på markedet, og indenfor liebhaveri-segmentet er det bl.a. Lillienhoff som Ivan Eltoft Nielsen skal konkurrere mod i det fynske og jyske. 

Lilienhoff endte 2022 med en bundlinje på knap 9 mio. kr. og virksomheden tæller i alt ni afdelinger, der foruden Sjælland ligger i Aarhus, Herning, Haderslev, Holstebro samt Odense.

Medejer med ekspertise

For at kunne realisere de ambitiøse vækstplaner var det vigtigt for Ivan Eltoft Nielsen at have skaleringserfaring med på rejsen.

Netop derfor indtrådte Axcel-partneren Christian Schmidt-Jacobsen som medejer i marts 2023.

Christian Schmidt-Jacobsen har knap otte års erfaring som ledende partner hos kapitalfonden Axcel, hvor han bl.a. har været involveret i købet af gamervirksomheden Steelseries for 2 mia. kr. i 2019. Få år senere endte det med et salg for 8 mia. kr. til C25-selskabet GN Store Nord.

Axcel-partneren er blevet medejer via selskabet Spero Invest med en egenkapital på 256 mio. kr. og et resultat på 132 mio. kr. i 2022.

Spero Invest har erhvervet sig mellem 10 og 15 pct. af Ejendomsmæglerfirma Ivan Eltoft Nielsen til et beløb, som grundlæggeren ikke ønsker at afsløre. Dog var det ekspertisen og ikke kapitalen, der var attraktivt, lyder det.

Siden medejeren trådte ind, har ejendomsmægleren også været ivrigt i gang med opstart og opkøb på Sjælland.

”Vi har købt en enkelt kollega inde på Frederiksberg i form af Paulun Bolig. Og så har vi inden for de sidste par måneder åbnet en butik i Virum og er i gang med at åbne en sommerhusafdeling i Liseleje,” siger Ivan Eltoft Nielsen og løfter samtidig sløret for, at det næste sted på kortet bliver i Kalundborg.

Den øvre halvdel af markedet

Besøger man hjemmesiden hos ejendomsmæglerfirmaet, står det hurtigt klart, at luksus er i højsædet. Strandsvejsvillaer med pool og penthouselejligheder er til salg for mange millioner, og flere velhavende kendisser fylder i kartoteket. 

Men i fremtiden vil Ivan Eltoft Nielsen ramme markedet bredere.

”Vi har altid været lidt kendt for, at vi have godt fat i det her ekstreme liebhaveri, og det er også en niche, som vi stadigvæk passer,” siger Ivan Eltoft Nielsen og uddyber:

”Fremover, når vi åbner i andre landsdele, vil vi prøve at gå lidt mere efter den øverste halvdel af markedet, altså fra midten af markedet og op.”

Det er ikke kun liebhaveri, der passer ind i forretningen, og ifølge ejerlederen er der plads til andre boliger på hjemmesiden, hvor man dog ikke vil ændre på fremgangsmåden med salget.

”Vi tror på, at vores koncept og den markedsføring, vi har udviklet, kan tilføje noget værdi i det segment,” siger han.

Et alternativ til kæderne

Ivan Eltoft Nielsen forklarer, at han mærker en efterspørgsel for en anderledes måde at gøre tingene på. Derfor er ambitionen at være et alternativ til de store kæder i de store byer:

”Med den plan, vi har lavet nu, skal vi i løbet af de næste år være den største uafhængige mægler i landet, som modsvar til kapitalkæderne,” siger han.

Den placering besiddes i dag af EDC Poul Erik Bech, hvis fokus dog er på hele boligmarkedet og ikke kun fra ”midten af markedet og op”.

Med en anderledes tilgang til markedsføring og salg, vil man skille sig ud fra konkurrenterne. Blandt andet har mæglerfirmaet hyret en professionel tekstforfatter ind i huset, der skriver tekster tilpasset de ejendomme, firmaet har til salg.

”Vi har 100 pct. tid og fokus på at sælge folks ejendomme. Det er også det, jeg tror, der er vores fordel i forhold til mange kædemæglere,” fortæller Ivan Eltoft Nielsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også