Her er vinderne af årets ejendomspriser

EJENDOM2023: Ud af ni nominerede virksomheder i tre forskellige kategorier er vinderne af de prestigefyldte ejendomspriser nu fundet ved branchens årlige topmøde.
Vinderne af årets ejendomspriser 2003: Fra venstre Tomas Jandorf, stifter af Tetriis og vinder af Årets Bæredygtighedspris, AP Pension og direktør Peter Olsson, vinder af Årets Ejendomsvirksomhed, samt Rasmus Juul Nyholm, Camilla Dalum og Philip Unger, Home.Earth, vinder af Årets Mest Nytænkende Virksomhed. | Foto: Jeppe Carlsen
Vinderne af årets ejendomspriser 2003: Fra venstre Tomas Jandorf, stifter af Tetriis og vinder af Årets Bæredygtighedspris, AP Pension og direktør Peter Olsson, vinder af Årets Ejendomsvirksomhed, samt Rasmus Juul Nyholm, Camilla Dalum og Philip Unger, Home.Earth, vinder af Årets Mest Nytænkende Virksomhed. | Foto: Jeppe Carlsen

Efter flere ugers optakt kan EjendomsWatch endelig offentliggøre vinderne af årets tre ejendomspriser. Priserne uddeles tirsdag til branchens topmøde Ejendom2023, hvor over 250 aktører har stimlet sammen i Tivoli Hotel & Congress Center i København.

Salen er fyldt med borde med hvide duge, loungemusik og forventningsfulde fremmødte, der i løbet af dagen har været tilhørere til en række oplæg fra prominente navne i branchen, inden årets prisvindere bliver kåret.

Ni nominerede fordelt på kategorierne Årets Ejendomsvirksomhed, Årets Bæredygtighedspris og Årets Mest Nytænkende Virksomhed blev nøje udvalgt af en erfaren fagjury tilbage i september på baggrund af forslag fra læserne af Ejendomdanmarks og EjendomsWatchs nyhedsbreve.

Omkring 1200 stemmer er blevet fordelt på de ni nominerede, hvor der i flere kategorier har været tæt løb.

Årets Ejendomsvirksomhed var en kamp blandt Stensdal Group, AP Pension og Kasper Poulsen med Realmæglerne.

Årets Bæredygtighedspris var en kamp mellem Again, Domutech og Tetriis.

Årets Mest Nytænkende Virksomhed var en kamp Home.Earth, Holmsø Boligresorts og Upsite.

Vinderne

Vinderne af priserne er:

Årets Ejendomsvirksomhed: AP Pension med 42 pct. af stemmerne i kategorien.

Med et særligt fokus på investeringer i arealudviklingsprojekter i samarbejde med flere af landets kommuner og med den sociale bæredygtighed i hovesædet gjorde AP Pension sig bemærket hos juryen, der begrundende nomineringen med:

”AP Pension er en aktiv bygherre, som historisk set har turde træffe nogle modige beslutninger vedrørende både projekter og lokationer. AP Pension har markeret sig som en aktør, der ikke blot har fokus rettet mod de største danske byer, men har også har blik for provinsen og tør tænke udover de gængse bygrænser samtidig med, at virksomheden har arbejdet med en klar bæredygtighedsprofil. Selskabet har for nyligt i København igangsat et stort kontorbyggeri i trækonstruktion.” 

”Det er utroligt dejligt at blive anerkendt af sine peers. Vi er ekstremt stolte af det, og det forpligter,” lød det fra AP Ejendommes direktør Peter Olsson fra scenen.

Årets Bæredygtighedspris: Tetriis med 48 pct. af stemmerne i kategorien. 

Tetriis udvikler, bygger og drifter de landsdækkende seniorbofællesskaber kaldet Agorahaverne, der prioritere bæredygtighed på flere fronter heriblandt det sociale og miljømæssige. Juryens begrundelse lyder:

”Her har virksomheden haft fokus på at reducere byggeriets samlede energi- og ressourcebehov både i forhold til drift og anlæg, og i høj grad også i forhold til de byggematerialer, der anvendes, som f.eks. træ. Derudover er målet også at etablere livsbekræftende fællesskaber og styrke de gode naboskab, imens der samtidigt er fokus på den miljømæssige bæredygtighed.”

”Det er rigtig dejligt at få anerkendelse for den indsats, vi har gjort for at bygge bæredygtige fællesskaber. Det har været en lang rejse og krævet store investeringer, men vi har ikke tænkt os at hvile på laurbærerne,” lød det fra Tetriis-stifter Tomas Jandorf på scenen.

Årets Mest Nytænkende Virksomhed: Home.Earth med 42 pct. af stemmerne i kategorien.

Home.Earth, der kun har ét år på bagen og base på Amager, har gentænkt måden, man kan investere i ejendomme, der skal ejes for evigt og opføres bæredygtigt, hvor juryens begrundelse lyder:

”Home.Earth ændrer den klassiske måde at udvikle og investere i ejendomme lige fra den juridiske struktur til udvikling og driften af ejendommene. Med etableringen af en fond, sikres det at måden, Home.Earth skalerer og udvikler boliger på, fortsætter med at følge virksomhedens formål om at lede branchen i en mere bæredygtig og socialt ansvarlig retning - med fokus på gevinst på de tre bundlinjer: people, planet and profit.” 

”Det gør os virkelighed glade, det her. ”Mest nytænkende” - det rammer lige i hjertekulen på det, vi gør,” sagde Rasmus Juul Nyholm, medstifter af Home.Earth, på scenen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også