Stensdal Group formår at vokse når ejendomsbranchen er i krise

EJENDOM2023: Et stærkt værdisæt og de rette folk har været afgørende for 31 år med fremgang for Søren Stensdal og hans familiefirma. Nu bejler det til prisen som Årets Ejendomsvirksomhed. 
"Man kan være verdens bedste byggemand, men hvis ikke der er en god asset manager, der sørger for, at det, der bliver bygget, også rent faktisk bliver lejet ud og drevet rigtigt, så er man ikke i mål. Det er vores dna,” siger Søren Stensdal, adm. direktør og ejer af Stensdal Group. | Foto: PR / Stensdal Group
"Man kan være verdens bedste byggemand, men hvis ikke der er en god asset manager, der sørger for, at det, der bliver bygget, også rent faktisk bliver lejet ud og drevet rigtigt, så er man ikke i mål. Det er vores dna,” siger Søren Stensdal, adm. direktør og ejer af Stensdal Group. | Foto: PR / Stensdal Group
Af Lotte Lund, freelancejournalist

Søren Stensdal blev selvstændig i en meget ung alder, og faktisk stiftede han allerede som 19-årig det selskab, der stadig er hans holdingselskab. Som 25-årig købte han i 1992 sine første ejendomme efter nogle år som erhvervsmægler. Nu, 31 år efter hans ungdoms første investeringer, er Søren Stensdals ejendomskoncern blevet til Stensdal Group, som sammen med AP Pension og den nordjyske ejendomsmægler Kasper Poulsen er nomineret til brancheprisen Årets Ejendomsvirksomhed, når topmødet Ejendom2023 afvikles på tirsdag.

Juryen fremhæver i sin nominering, at Stensdal Group, som har hovedkvarter i Brøndby, de forgangne år har vist flotte forretningsmæssige resultater til trods for usikkerheder i ejendomsmarkedet og samfundet generelt. 

”De gode forretningsmæssige resultater bygger særligt på et stærkt værdisæt i koncernen og en lige så stærk medarbejderkultur, hvor en fælles ånd er i fokus. Igennem fokus på ESG og en stærk forretningsmæssig forståelse og villighed til at agere og tilpasse sig markedet udmærker virksomheden sig,” lyder det videre i nomineringen.

Stolt ejerleder

Søren Stensdal, der er adm. direktør i selskabet, er meget stolt over det skulderklap, som nomineringen betyder. 

Søren Stensdal voksede op på Fyn, men flyttede i 1986 til København, først arbejdede han i Danske Bank, men ejendomsbranchen trak hurtigt i ham. Var man i ejendomsbranchen i 1992 vil man huske, at branchen på det tidspunkt gennemlevede endnu en krise, og det udnyttede Søren Stensdal til sine første egne investeringer i ejendomme.

”Henover sidste finanskrise køber vi nogle erhvervsejendomme i Ballerup og Rødovre og finder ud af, at alle er rigtig bange for at sætte deres penge her – og priserne var derefter. Så det var lidt tilfældigt, at det blev her. Men vi vidste, at vi kunne håndtere dem. Kvalitet belønnes også i omegnen af København,” fortæller Søren Stensdal.

Siden har han og det team, som han ikke kan rose nok, sådan set bare bygget videre på det, han i sin tid startede og ladet transaktionerne vokse.

”Jeg har altid syntes, at området uden for København har været overset. Jeg så en niche, hvor vi kunne gøre en reel forskel. I dag er vi 24 ansatte og kan selv drive ejendommene og stå for hele værdikæden,” siger Søren Stensdal.

Holder sig til København

Fremadrettet er det også Storkøbenhavn, Søren Stensdal satser på, når det handler om erhvervsejendomme. 

”Men hvor vi tidligere har være meget disciplinerede med kun at se på ringen omkring København, så ser vi i lyset af det aktuelle marked også tættere på København. Det kunne være Nordvest, Valby eller andre områder med udviklingspotentiale,” siger Søren Stensdal.

Stensdal Group bygger også boliger uden for København. 

”Vi vil gerne lave affordable living, altså ærlige boliger, som er til at betale for den brede befolkning. Det må meget gerne være et-plans rækkehuse, som vi synes er er supergodt produkt, som både appellerer til ældre mennesker, som måske har solgt deres parcelhus, og til det yngre segment.”

”Lægger kvalitet ind i alt”

Stensdal Group er lige nu ved at være færdige med at bygge 200 rækkehuse i Helsinge. Så kommer der et par store projekter i Hillerød, og gruppen har også lige købt et areal i Stenløse tæt på S-togslinjen mod Frederikssund.

”Vi ser på alle vækstbyerne rundt om København, hvor der er et behov for boliger, Roskilde, Helsingør, Køge,” siger Søren Stensdal.

Stensdal Group er nomineret for at levere et stærkt resultat og stærke værdier. Hvad kan branchen lære af jer?

”Det, jeg tror, at vi gør rigtigt, er, at vi rent faktisk – også da vi dybest set ikke havde råd til det – bruger kvalitetsmaterialer og siger ”lad os nu lave det rigtigt første gang”. Vi lægger kvalitet ind i alt, hvad vi bygger. Byggeriet skal kunne tåle at stå ude, som man siger, og det skal være nemt at vedligeholde. I og med, at vi er en hybrid, der både har udvikling og drift, ender vi med at have hele værdikæden in-house. Det er et langt sejt træk, fordi det er to forskellige mindset man skal merge. Men det er også meget værdiskabende,” siger Søren Stensdal.

Nomineringen fremhæver Stensdal Groups medarbejderkultur, hvad gør den speciel?

”Vi er gode til at værdsætte hinanden. Hvis jeg skal rose mig selv for en eneste ting, så er det, at jeg har formået at sammensætte en gruppe af mennesker, som arbejder med gensidig respekt og forståelse for, at 2+2 kan blive mere end fire. Man kan være verdens bedste byggemand, men hvis ikke der er en god asset manager, der sørger for, at det, der bliver bygget, også rent faktisk bliver lejet ud og drevet rigtigt, så er man ikke i mål. Det er vores dna,” fortæller Søren Stensdal.

Slut med kød

Og så fremhæver han en række tiltag, som skal sikre medarbejdernes trivsel. De har adgang til motionscenter og ”en fantastisk frokostordning”, hvor der – på Søren Stensdals foranledning – to gange om ugen kun serveres vegetarretter. Oksekød er taget helt ud af menuen. Og så får medarbejderne årligt tilbudt et sundhedstjek.

”Det er ikke i sig selv epokegørende, men det understøtter fællesskabet og vores værdier,” siger Søren Stensdal.

Hvor vigtig er klimadagsorden for Stensdal Group og for branchen?

”Ejendomsbranchen er en rigtig stor del af hele klimapuslespillet og CO2-udledningen. Det giver os et ansvar og en forpligtelse. Det ligger tæt på mit hjerte at gøre tingene så bæredygtigt som muligt. Der er masser at hente.”

”I Stensdal Group er vi foran på point i vores bestående ejendomme, for vi renoverer ejendomme, som mange nok ville have valgt at rive ned. Dermed genbruger vi jo strukturerne, ikke mindst betondelen. Så der er vi foran.”

”Men vi bliver mere og mere opmærksom på, at vi ikke bare skal skifte ud for at skifte ud. Vores syn på æstetik har ændret sig. Vi hiver ikke længere 2000 kvm trægulv af, fordi der er ridser, for så at lægge 2000 kvm nyt trægulv. Der har vi været på en rejse. Men alting går hånd i hånd. Når du indretter og renoverer langsigtet, fordi du selv skal eje det, så er du villig til at bruge flere penge up front, så du kan vedligeholde i stedet for at skifte ud,” siger Søren Stensdal.

”Fantastisk, hvis vi vandt”

Han nævner som eksempel, at Stensdal Group i over ti år stort set kun har lavet egetræsgulve af resttræ i små stave.

”De gulve kan slibes 50 gange, fordi de er massive. Så når vi skifter lejere, kan vi give gulvet en afslibning, så det ser helt nyt ud, i stedet for at skifte det ud. Det ville jo også være et forfærdeligt ressourcespild,” siger Søren Stensdal.

Søren Stensdal tilgang til det cirkulære byggeri bunder grundlæggende i, hvad han kalder snusfornuft. 

”Det skal ses i et større perspektiv. Som når vi genbruger strukturerne, som har udledt deres CO2. Der ligger mange gamle dyder i det cirkulære. Det er blevet et buzzword, men for os er det ikke en ny ting,” siger Søren Stensdal.

Om sine overvejelser over at vinde prisen som Årets Ejendomsvirksomhed siger Søren Stensdal:

”Vi er nu en ud af tre. Det er da allerede noget. Vi har fejret, at vi er blevet nomineret, og vi er i et rigtigt godt selskab. Det ville være fantastisk, hvis vi vandt. Men jeg er allerede glad for, hvor vi er nu.”

Følg linket her for at afgive stemme på årets ejendomspriser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også