PFA opfører 324 boliger i ny Slagelse-bydel: Første parti står klar

Samtlige ejendomme i den nye bydel forventes at stå færdig i sommeren 2024, hvor der vil være boliger til studerende, familier og ældre. Deas står for udvikling og forvaltning.
Et luftfoto af den kommende bydel kaldet Kvægtorvet i Slagelse, hvor Deas udvikler 324 boliger i samarbejde med PFA Ejendomme. | Foto: Pr / Deas
Et luftfoto af den kommende bydel kaldet Kvægtorvet i Slagelse, hvor Deas udvikler 324 boliger i samarbejde med PFA Ejendomme. | Foto: Pr / Deas

Ejendomsforvalteren Deas har nu modtaget de første 38 familieboliger i den nye bydel i Slagelse kaldet Kvægtorvet, hvor PFA Ejendomme opfører i alt 324 boliger.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Deas, der også er udvikler og bygherrerådgiver på projektet.

”Slagelse gennemgår en spændende udvikling i disse år med blandt andet et stigende antal studerende, og vi kan konstatere, at der allerede er stor interesse for boligerne på Kvægtorvet,” siger Peter Voergaard, der har titelen development manager hos Deas Asset Management, i meddelelsen.

Jorton, der er totalentreprenør, bygger i alt 26.000 etagemeter, hvor boligerne vil variere i størrelsesordenen 32-108 kvm og have mellem 1-4 værelser i hver.

Alle vil være certificeret efter DGNB-guld, der bl.a. tager højde for den sociale bæredygtighed samt miljøpåvirkning.

”Det er glædeligt at se de første færdigbyggede boliger, fordi det viser, at DEAS er i færd med at realisere vores visioner for området med ansvarlige løsninger og et stort fokus på ESG,” lyder det fra Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA, i meddelelsen.

Med Kvægtorvet vil PFA Ejendomme forsøge at imødekomme det stigende antal studerende, der mangler boliger, samtidigt med at skabe en bydel med plads til familier og ældre.

”Vores mål med Kvægtorvet er at skabe et unikt boligområde, der kommer til at samle generationerne i Slagelse, og den målsætning er godt på vej. Nu venter de næste mange spændende etaper af byggeriet, og vi glæder til at se de første beboere flytte ind i deres nye hjem,” siger Michael Bruhn, i meddelelsen.

PFA Ejendomme er også en del af et andet projekt ved Kvægtorvet, hvor man sammen med OK-Fonden opfører 32 seniorboliger, et seniorbofællesskab med 30 boliger og fælleshus samt friplejehjem med 75 plejeboliger. 

Det forventes, at samtlige boliger i Kvægtorvet vil være færdigbygget til sommer i 2024.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også