Ni ejendomsvirksomheder skal kæmpe om dette års branchepriser

EJENDOM2023: En erfaren fagjury har udvalgt de mulige vindere til dette års branchepriser, når Ejendom2023 afholdes 31. oktober. Nu er det op til læserne at stemme. Se navnene her.
Ejendomspriserne er lavet af genbrugstræ. | Foto: PR
Ejendomspriserne er lavet af genbrugstræ. | Foto: PR

Ni nominerede aktører skal nu dyste om at høste flest stemmer for at kunne kalde sig vinder af en af årets ejendomspriser.

Aktørerne er nomineret i en af tre kategorier – Årets Ejendomsvirksomhed, Årets Bæredygtighedspris eller Årets Mest Nytænkende Virksomhed – der uddeles til branchemødet Ejendom2023 31. oktober.

Som en opfordring skal det lyde til læserne: Følg dette link og gå ind og stem. Sammen med den fem personer store fagjury bestemmer læserne, hvem af de ni, der skal kåres til vinder, og dermed gå fra topmødet med en af de tre priser. Sidste frist for at stemme er 30. oktober.

De nominerede – og juryens begrundelse bag – er:

Årets Ejendomsvirksomhed

AP Pension

Inden for rigets grænser finder man alt fra den moderne metropol til de idylliske forstæder, hvor AP Pensions fokus på projekter fordelt på land og by har imponeret juryen, som bl.a. vægter pensionsselskabets ”modige beslutninger,” når det kommer til lokationer.

AP Pension har markeret sig som en aktør, der ikke blot har fokus rettet mod de største danske byer, men har også har blik for provinsen og tør tænke udover de gængse bygrænser samtidig med, at virksomheden har arbejdet med en klar bæredygtighedsprofil, lyder det.

AP Pension står eksempelvis bag opførelsen af en ny erhvervsejendom ved Nordhavn i København, hvor størstedelen opføres i træ.

Ejendomskoncernen Stensdal Group

En vaklende verdensøkonomi har sat spor i ejendomsbranchen, hvor Stensdal Group ifølge juryen trodsigt har fortsat sine flotte forretningsmæssige resultater med stærke værdier samt medarbejderkultur, med fællesskabet for øje.

Igennem fokus på ESG og en stærk forretningsmæssig forståelse og villighed til at agere og tilpasse sig markedet udmærker virksomheden sig, lyder det.

Kasper Poulsen med Realmæglerne

Fra Løkken i Nordjylland har ejendomsmægleren Kasper Poulsen gjort sig bemærket hos den garvede fagjury.

I en ung alder og med nordjysk snilde og forretningssans går han mod strømmen på boligmarkedet. Mens mange ejendomsmæglere har været gennem en række sløje måneder på boligmarkedet, har Kasper Poulsen med nu fire butikker kun mærket fremgang med et stigende antal medarbejdere, lyder det.

Kasper Poulsens fire butikker pryder i øjeblikket det nordjyske landskab i Løkken, Blokhus, Hals og Hjørring.

Årets Bæredygtighedspris

Again

Den enes affald er den andens guld. Sådan kan selskabet Again kort beskrives. Det specialiserer sig i at genanvende affald og skabe nye produkter såsom stole, gulve, akustiske paneler og en række andet interiør.

Virksomheden er en aktiv spiller i at flytte forbrugere, rådgivere, kunder og udførendes bevidsthed mod en bedre og mere bæredygtig fremtid, lyder det fra juryen.

Selskabet har bl.a. udført opgaver for Novo Nordisk, Pensiondanmark, Velliv og Carlsberg.

Domutech

Når noget er gratis, er det ofte for godt til at være sandt. Det er dog ikke tilfældet med Domutech, der med et værktøj giver ejendomsbranchen fri adgang til bl.a. at skabe sig et overblik over porteføljernes energimærker samt CO2 reduktioner ved forbedringer.

Værktøjet giver således en ejendomsinvestor mulighed for at analysere og identificere fejl og mangler samt skabe et nemt og synligt overblik over porteføljens energimærkede ejendomme. Mange ejendomme har et uforløst potentiale – og her gør Domutech en forskel, lyder det.

Værktøjet kaldet Domusearch er gratis og målrettet professionelle.

Tetriis

Den sidste nominerede i bæredygtighedskategorien er ejendomsudvikleren Tetriis, der bygger, driver og udvikler seniorfællesskaber kaldet Agorahaverne, som findes flere steder rundt i Danmark, hvor der vægtes godt naboskab, livsbekræftende fællesskaber og miljømæssig bæredygtighed.

Her har virksomheden haft fokus på at reducere byggeriets samlede energi- og ressourcebehov både i forhold til drift og anlæg, og i høj grad også i forhold til de byggematerialer, der anvendes, som f.eks. træ, lyder det.

I øjeblikket ligger findes der i alt syv Agorahaver placeret i Slagelse, Holbæk, Helsinge, Odense og Næstved, mens der er fire kommende seniorfællesskaber på vej ved Glostrup, Kolding, Holbæk og Favrholm.

Årets Mest Nytænkende Virksomhed

Home.Earth

Et nybrud med den traditionelle måde at investere og udvikle ejendomme. Det er hvad Home.Earth forsøger, når det københavnske ejendomsselskab designer og udvikler boliger med bæredygtighed i højsædet og med formålet om at eje dem for evigt. 

Ved at etablere sig som et evergreen ejendomsselskab, forankret i en erhvervsdrivende fond, sikres det, at måden, Home.Earth skalerer og udvikler boliger på, fortsætter med at følge virksomhedens formål om at lede branchen i en mere bæredygtig og socialt ansvarlig retning – med fokus på gevinst på de tre bundlinjer: people, planet and profit, lyder det.

Juryen har af den grund nomineret Home.Earth, der blev stiftet for et år siden og holder til på Amager.

Holmsø Boligresorts

Med inspiration fra USA, England og Canada har Holmsø Boligresorts udviklet et seniorboligkoncept med fokus på ældres trivsel.

Holmsø Boligresort repræsenterer en nytænkende boligform, som tilgodeser en samfundsrelevant problemstilling omkring ældre menneskers trivsel, sociale relationer engagement. I projekterne er aktiviteter og ekstraordinære fælles faciliteter i fokus. Der er lagt stor vægt på det sociale fokus – og det at livet skal leves aktivt og sammen med andre, lyder der.

Holmsø Boligresorts har indtil videre 96 seniorboliger i Silkeborg og forventer at kunne slå dørene op til 120 seniorboliger ved Herning i foråret 2025.

Upsite

Robotterne kommer, og de hedder Upsite. Som nogle af de første i ejendomsbranchen tilbyder proptech-virksomheden Upsite at gøre bæredygtige beslutninger nemmere ved hjælp af kunstig intelligens, maskinlæring og liberalisering af ejendomsdata i vedligeholdelsesplaner og energimærker.

Upsite hjælper ejendomsejere med at træffe mere bæredygtige beslutninger på et dokumenteret grundlag. Med Upsite får de et bedre overblik over deres ejendoms data, tilstand og planlagte vedligehold i realtid, lyder det fra juryen.

De har siddet i juryen

Juryen til priserne udgøres af:

  • Michael Nielsen, Danica Ejendomme
  • Mia Manghezi, Pensiondanmark Ejendomme
  • Katja Paludan, Husen Advokater
  • Michael Byrgesen Hansen, Heimstaden
  • Tor Sinding, Sinding & co.

Læs mere om Ejendom2023 her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også