Formand for pensionsgigant trækker sig efter uro om Heimstaden-investering

Sveriges største pensionskasse, Alecta, mister sin formand, Ingrid Bonde, i kølvandet på turbulent periode med kritiserede investeringer. ”Fokus eller retning ændres ikke,” lyder det fra bestyrelse.
63-årige Ingrid Bonde er fortid som formand for Alecta. | Foto: Evelina Carborn / Alecta PR
63-årige Ingrid Bonde er fortid som formand for Alecta. | Foto: Evelina Carborn / Alecta PR

Ingrid Bonde, bestyrelsesformand i Sveriges største pensionskasse, Alecta, træder med øjeblikkelig virkning tilbage fra sin post.

Det skriver Alecta i en pressemeddelelse. 

Alecta har stået på mål for kritik i løbet af året i forbindelse med selskabets største enkeltinvestering nogensinde i ejendomsselskabet Heimstaden Bostad – en investering, der kan ende med at koste kunderne milliarder af kroner.

”I en situation, hvor der er blevet alt for meget fokus på mig som person, har jeg besluttet mig for at træde tilbage. Med en ny adm. direktør og nye ledelsesmedlemmer på vej er Alecta godt rustet til sine udfordringer. Jeg har brug for at bruge min tid og energi på min familie og mine øvrige forpligtelser,” siger Ingrid Bonde i meddelelsen.

Alecta har også været i myndighedernes søgelys; Finansinspektionen (det svenske finanstilsyn) iværksatte således i sidste måned en undersøgelse i forbindelse med milliardinvesteringerne i Heimstaden Bostad.

Her undersøges selskabets bestemmelser om forsigtighed, styring og risikohåndtering i en investering, hvor pengene kommer fra pensionskassens kunder i form af 2,5 millioner mennesker og over 35.000 virksomheder i Sverige.

Alecta ejer 38 pct. af aktierne i Heimstaden Bostad, og ved årsskiftet vurderede selskabet sin aktiebeholdning i Heimstaden Bostad til i alt 50 mia. svenske kr., svarende til ca. 31 mia. kr. Siden foråret har værdien måttet nedskrives.

Bestyrelsens første næstformand, Jan-Olof Jacke, træder ind som bestyrelsesformand, indtil en ny formand vælges.

”Finansinspektionens undersøgelse af, hvordan Alecta har håndteret investeringerne, fortsætter. Alectas fokus eller retning ændres ikke ved, at Ingrid Bonde vælger at træde tilbage,” udtaler bestyrelsesmedlemmerne Jan-Olof Jacke og Martin Linder i en fælles kommentar.

I foråret igangsatte Finansinspektionen en anden undersøgelse af Alectas risikostyring; dengang omhandlede det investeringer i amerikanske banker, hvor Alecta tabte omkring 20 mia. kr., hvilket resulterede i at pensionsselskabets daværende topchef, Magnus Billing, blev fyret og siden erstattet af Peder Hasslev.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også