Udlejer med over 300 ejendomme bortviser direktør og må æde milliontab

Den fynske ejendomsudlejer AMVest anklager tidligere økonomidirektør for manipulation, dokumentfalsk og formodet underslæb og er gået til politiet.
En økonomidirektør er bortvist i den fynske ejendomskoncern AMVest. Fotoet har dog ingen sammenhæng med firmaet. | Foto: Colourbox
En økonomidirektør er bortvist i den fynske ejendomskoncern AMVest. Fotoet har dog ingen sammenhæng med firmaet. | Foto: Colourbox

Udfordringerne vælter ind over koncernen AMVest, der er bedre kendt under datterselskaberne Ambo Ejendomsservice og Boda Ejendomme. Selskabet har måttet afskedige medarbejdere for at afhjælpe skaderne efter et tab på 35 mio. kr.

Tabet stammer fra oprydningen af en række alvorlige handlinger, der angiveligt er udført af en tidligere økonomidirektør, som nu er blevet bortvist fra virksomheden, skriver Fyens Stiftstidende med henvisning til oplysninger i et nyt regnskab.

Ifølge ejer Dan Svenningsen har man bortvist økonomidirektøren på baggrund af anklager om ”systematisk underslæb, dokumentfalsk og manipulation”, hvilket også ligger til grund for en politianmeldelse.

”Et er pengene, men det menneskelige svigt og konsekvenser er ubeskrivelige. Man ville ikke ønske sig noget lignende for nogen,” skriver Dan Svenningsen om situationen via sin presserådgiver i en mail til mediet, der ikke er lykkedes med at få den bortviste direktør i tale.

Konsekvenserne af uregelmæssighederne er, at koncernen har halveret antallet af medarbejdere fra 16 til nu otte. Det totale tab på 35 mio. kr. fremgår i et nyt revideret årsregnskab. Overskuddet for 2021 var oprindeligt på 52 mio. kr. før skat, men det tal er i det nye regnskab barberet ned til 26 mio. kr. 

Ifølge regnskabet drejer en del af den formodede svindel sig om manipulation med momsindberetninger. Ifølge CVR er ejendomsselskabets tidligere revisor Grant Thornton blevet udskiftet efter hændelsen.

AMVest-koncernen ejer i alt 301 ejendomme til en værdi af knap 1 mia. kr., hvoraf en fjerdedel er klassificeret som erhvervslejemål og resten som boliglejemål. Ejendommene er beliggende i Trekantsområdet, Odense, øvrige Fyn, Rudkøbing og København.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også