Pensiondanmarks nye topchef taler til ejendomsbranchens topmøde
Når ejendomsbranchen samles til Ejendom2023 i Tivoli Congress Center 31. oktober, vil den nytiltrådte adm. direktør hos Pensiondanmark Peter Stensgaard Mørch være blandt talerne, der gæster scenen.
Det er tredje år i træk, at topmødet afvikles af Ejendomdanmark og igen i år er EjendomsWatch mediepartner. Dette års tema for de de faglige oplæg er ”fremtiden”, og vært på TV2 News, journalist Vibeke Daell Bjerrum er i lighed med sidste år tovholder på programmet.
Foruden Pensiondanmark-topchefen kommer også Daria Krivonos, der er direktør hos Institut for Fremtidsforskning, samt økonomiminister Jakob Elleman-Jensen.
Det sidste oplæg står Christine Lemaitre for. Hun er adm. direktør hos German Sustainable Building Council, der står bag DGNB-certificeringen.
Det er også til topmødet, at branchen anerkender de ekstraordinære indsatser, når Ejendomdanmark i samarbejde med EjendomsWatch uddeler de tre priser: Årets Ejendomsvirksomhed, Årets Bæredygtighedspris og Årets Mest Nytænkende Ejendomsvirksomhed. Her kan forslag til virksomheder indstilles ved at følge dette link.
Sidste års prisvindere var Deas, Pensiondanmark og Container Living.