Kereby vil skabe "international oase" i historisk baggård centralt i København

Knap 1500 kvm plads fordelt på tre etager i det centrale København vil fra foråret 2024 huse to forskellige lejere, der kan byde på drinks, mad, minigolf og en række spiloplevelser. 
Baron Boltens Gaard gemmer sig bag denne hjørneejendom ved Kongens Nytorv i København. | Foto: Google
Baron Boltens Gaard gemmer sig bag denne hjørneejendom ved Kongens Nytorv i København. | Foto: Google

Kereby, der er den amerikanske kapitalforvalter Blackstones danske selskab, vil forvandle sin bygning i Boltens Gård i indre København til et mere internationalt område ved at byde to særligt udvalgte lejere velkommen.

Det skriver Kereby i en pressemeddelelse.

”Vi har været meget selektive i udvælgelsen af lejere til disse lokaler, da vi ønsker virksomheder der passer ind i vores strategi om at skabe en international atmosfære i Boltens Gård med respekt for de historiske rammer,” skriver Kenneth Ohlendorff, driftsdirektør i Kereby, i meddelelsen.

En af virksomhederne, som Kereby har begunstiget med 448 kvm plads på anden sal, er On Air Games Denmark, der forsøger at emulere et spilstudie, hvor man gruppevis kan spille forskellige spil.

Den anden lejer er Camping Danmark, som får tildelt 1039 kvm i bygningens stueetage og 1. sal, hvor man som gæst kan købe mad, drinks og spille minigolf.

Fra Kereby lyder det, at begge virksomheder forventer at slå dørene op i foråret 2024, hvor de resterende ledige lejemål vil være rettet mod restaurationsbranchen.

På Kerebys hjemmeside fremgår det, at selskabet råder over i alt 13 lejemål i Boltens Gård.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også