Nykredit-topchef ser ejendomsmarkedet nå bunden "inden så længe"

Ifølge Michael Rasmussen har realkreditudlåneren ingen nedskrivninger af betydning, og de fleste kunder ”er robuste og solide.”
Nykredit venter et overskud på mellem 9,75 og 10,75 mia. kr. i år. | Foto: Martin Lehmann/Politiken/Ritzau Scanpix
Nykredit venter et overskud på mellem 9,75 og 10,75 mia. kr. i år. | Foto: Martin Lehmann/Politiken/Ritzau Scanpix

Nykredit-koncernen har en stor del af sin forretning på realkreditmarkedet, som har lidt under et begrænset antal bolighandler. Alligevel kan koncernen onsdag præsentere et markant stigende overskud, ligesom kursen for hele året er sat mod det højeste overskud nogensinde.

Michael Rasmussen, koncernchef for Nykredit, ser de positive takter som et tegn på, at koncernen har fast grund under fødderne med en forretning, som ikke er afhængig af, at der er gang i boligmarkedet.

”Det er det bedste halvårsresultat før skat, vi har haft nogensinde. Det er vi ret tilfredse med. Sektoren som helhed har en god indtjening med det renteniveau, vi har, og når der ikke er nedskrivninger af betydning. Men vi har ikke helt samme medvind, fordi realkredit fylder så meget hos os. Når vi samtidig har haft lav aktivitet på boligmarkedet, viser det, at vi står et godt sted med en diversificeret forretning,” siger Michael Rasmussen.

”Når der ikke er meget aktivitet på boligmarkeder, sætter det sig i realkreditforretningen. Det er klart. Men det bliver mere end opvejet af bl.a. vores bankforretning og af vores wealth management.”

Ved banklån er det banken, som kunderne betaler renter til. Ved realkreditlån er det investorerne, som skyder penge i realkreditobligationer, der modtager låntagernes rentebetalinger, og derfor kommer et stigende renteniveau ikke på samme måde realkreditinstitutter til gode, som det er tilfældet for pengeinstitutter.

”Vi er også hjulpet af renteindtægter. Det skal jeg ikke lægge skjul på, men ikke i nær samme grad som andre aktører i markedet,” siger Michael Rasmussen.

Oppræciserer forventninger til resultat

Regnskabet viser et overskud for andet kvartal på knap 2,6 mia. kr. – omkring 940 mio. kr. mere end i samme kvartal sidste år.

For hele året forventer Nykredit et overskud på 9,75-10,75 mia. kr. Det blev meldt ud ved en opjustering i juni, og hvis forventningerne bliver til virkelighed, vil det være det største overskud i koncernens historie.

I forbindelse med onsdagens regnskab oplyser koncernchef Michael Rasmussen, at resultatet nu ventes at lande i den øvre del af det udmeldte interval.

”Det er en præcisering af forventningerne. Der er gået lidt tid siden opjusteringen i slutningen af juni, og det er også et udtryk for, at det er gået tilfredsstillende siden da. Der er stadig usikkerheder, men når vi godt tør præcisere vores forventninger til spændet, er det, fordi vi har en robust forretning,” siger Michael Rasmussen.

Forsigtig optimist

De usikkerheder, som koncernchef nævner, er der rigeligt af. Inflationen har været på et højt niveau, og renterne er steget hurtigt. Men Michael Rasmussen skuer flere positive signaler.

”Jeg er forsigtig optimist og også lidt mere, end jeg var for tre måneder siden. Usikkerhederne er der stadig. Men der er gode tegn. Jeg tror, rentestigningerne er ved at nå en ende, vi forventer, at boligmarkedet når bunden inden så længe, vi har en stærk dansk økonomi med fuld beskæftigelse, og jeg føler mig overbevist om, at inflationen fortsætter nedad,” siger han.

Ifølge koncernchefen bliver han og kollegaerne bekræftet i den forsigtige optimisme, når kunderne er i telefonrøret eller til møde.

”Dialogen med kunderne viser, at de overordnet set har det godt. Det gælder selvfølgelig ikke alle, og nogle sektorer er hårdere ramt end andre. Men langt de fleste er robuste og solide,” siger Michael Rasmussen.

Nykredit kunne i andet kvartal tilbageføre nedskrivninger for 81 mio. kr.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie FinansWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også