Helhedsplan på plads: Gefion udvikler tusindvis af boliger i nyt projekt

Holbæk Kommune godkender den overordnede vision for 250.000 kvm stort boligområde, som udvikleren Gefion Group har arbejdet på i årevis.
Byudviklingsprojektet i Holbæk kommer til at bestå af seks mindre kvarterer – "med afsæt i de enkelte delområders landskabelige karakter og kvaliteter," hedder det. | Foto: PR-visualisering
Byudviklingsprojektet i Holbæk kommer til at bestå af seks mindre kvarterer – "med afsæt i de enkelte delområders landskabelige karakter og kvaliteter," hedder det. | Foto: PR-visualisering

Gefion Group er kommet et vigtigt skridt nærmere på at kunne realisere udviklingen af 250.000 kvm i forbindelse med Holbæk Vest-byudviklingsprojektet, efter at kommunalbestyrelsen enstemmigt onsdag godkendte helhedsplanen for området.

Det skriver ejendomsudvikleren i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at Gefion, hvis arbejde med helhedsplanen har stået på siden 2020, har indgået købsaftale om det kommende boligområde i den nordvestsjællandske kommune.

Den københavnske udviklers andel af projektet inkluderer omkring 2500 boliger samt social infrastruktur såsom skole og plejehjem.

Carsten Lygum, driftsdirektør (COO) hos Gefion, ser frem til at kunne gå i gang med udviklingen af det, han kalder ”en god og robust rammelokalplan i tæt samarbejde med Holbæk Kommune.” 

”Holbæk Vest projektet giver rigtig meget mening i forhold til Holbæks udvikling mod vest i nærhed til både fjord, natur og byliv,” siger Carsten Lygum.

”Boligerne, som vi ønsker at udvikle, skal være med til at danne grundlag for et attraktivt nyt boligområde, hvor rammerne fra start er skabt for fællesskab, diversitet og mangfoldighed.”

Lokalplanlægningen af det nye område, der samlet set udgør ca. 300.000 kvm og vil rumme omkring 3000 boliger, vil snarest muligt blive sat i gang, lyder det. Arkitema har tegnet projektet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også