SBB's junkstatus forværres – Financial Times foreslår fusion med landsmænd
SBB får for anden gang på kort tid nedjusteret sin i forvejen lave kreditværdighed af et af de store internationale ratingbureauer, Standard & Poor’s. Denne gang ændres kreditkarakteren fra BB+ til BB- med negative udsigter, skriver svenske Dagens Industri.
I samme ombæring understreger Standard & Poor’s, at SBB’s adgang til kapital vil være begrænset i en længere periode, og der lyder meldinger om, at de svenske finansmyndigheder står klar med bøder til det, der er et af landets største ejendomsselskaber.
I sidste måned fik SBB sænket sin karakter fra BBB- til BB+ og blev samtidig advaret om yderligere mulige sænkninger. Samtidig opgav man fra ledelsens side en planlagt udstedelse af nye D-aktier.
Tidligere i denne uge udtalte SBB’s nye topchef, Leiv Synnes, til den finansielle nyhedstjeneste Bloomberg, at der ikke bliver tale om et brandudsalg af selskabets ejendomme, og at SBB fortsat har ”masser af stærke kort at spille.”
Ifølge Financial Times kan det ikke desto mindre være en god idé at slå SBB sammen med Leiv Synnes’ tidligere arbejdsgiver, Akelius. Mediet peger bl.a. på, at Akelius’ gæld er begrænset, og at virksomheden er mindre sårbar over for faldende ejendomspriser.
Også storaktionær og nu tidligere adm. direktør Ilija Batljans personlige investeringsselskab har fået sin kreditvurdering sænket, oplyser selskabet.
Relaterede artikler:
Ny SBB-chef afviser at sælge fra til spotpris
For abonnenter
Medie: Kriseramte SBB kan få Nrep som ejer
For abonnenter