Familiekoncern overtager endnu et lufthavnshotel

Michael Kaa Andersen udvider samarbejdet med Bühlmann-koncernen, der afløser Zleep-kæden som operatør på renoveringsmodent Billund-hotel med 163 værelser. Erfaren hoteldirektør fortsætter på posten. 
Anemette og Danni Bühlmann, direktørduo i hotelkoncernen af samme navn. | Foto: PR / Jesper Rais
Anemette og Danni Bühlmann, direktørduo i hotelkoncernen af samme navn. | Foto: PR / Jesper Rais

Samme måned som man overtager aarhusianske Hotel Royal, indlemmer Bühlmann-koncernen endnu et hotel i sin portefølje, nemlig lufthavnshotellet i Billund, der i dag bærer navnet Zleep Hotel Billund Lufthavn.

Det skriver den jyske familiekoncern i en pressemeddelelse.

Der er tale om en franchiseaftale med ejeren bag hotelejendommen, Proark, som Bühlmann i forvejen samarbejder med længere mod nord, på Pier 5 Hotel i Aalborg.

Manden bag Proark-koncernen, Michael Kaa Andersen, fortæller, at man i løbet af det kommende år forventer at gennemføre en udvidelse af Billund-hotellets kapacitet, der i dag tæller 163 værelser. Der sættes dog ikke tal på projektets omfang.

Indgangen til det nuværende Zleep Hotel Billund Lufthavn, der står over for renovering såvel som udvidelse. | Foto: PR
Indgangen til det nuværende Zleep Hotel Billund Lufthavn, der står over for renovering såvel som udvidelse. | Foto: PR

Når man fra Proarks side har valgt at skifte Zleep-kæden ud med Bühlmann, så skyldes det ”et ønske om at styrke hotellets brand og øge kvaliteten og attraktionen, således hotellet fortsat står stærkt i takt med Billund Lufthavns ambitiøse udviklingsplaner,” som det formuleres i meddelelsen.

Den erfarne hoteldirektør Martin Ebmark fortsætter sit virke under den nye hoteloperatør, og ifølge ham er Bühlmann ”kendt for deres innovative tilgang til hoteldrift.”

”Vores hotel er placeret i et område med et enormt stort potentiale, som jeg glæder mig til at udvikle yderligere sammen med Bühlmann”, lyder det fra Martin Ebmark.

Der er tale om Bühlmanns andet lufthavnshotel efter Aalborg Airport Hotel og koncernens ottende hotel i alt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også