Ejendomsejere hænger med skuffen

Markedet for udlejningsejendomme har de mest dystre udsigter nogensinde, viser ny opgørelse.
Store investeringer i blandt andet at sikre endnu mere energivenlige ejendomme bliver ikke lettere i den nuværende situation, lyder det fra Peter Stenholm, adm. direktør i Ejendomdanmark. | Foto: Watch Medier
Store investeringer i blandt andet at sikre endnu mere energivenlige ejendomme bliver ikke lettere i den nuværende situation, lyder det fra Peter Stenholm, adm. direktør i Ejendomdanmark. | Foto: Watch Medier

Det er ingen guldgrube at være ejendomsudlejer i år. Faktisk vil det samlede afkast ligge 50 mia. kr. lavere end, hvis det flugtede med det gennemsnitlige afkast på 7 pct., viser en ny opgørelse fra brancheorganisationen Ejendomdanmark.

Opgørelsen viser, at forventningerne til det totale afkast på udlejningsejendomme i 2023 falder til 2,4 procent, hvilket er det lavest målte niveau, siden opgørelsen først udkom tilbage i 2011. Tilbage i januar lød forventningen på et afkast på 3 pct.

”Et historisk lavt afkast vil ramme ejerne hårdt, fordi afkastet jo er før for eksempel finansielle omkostninger,” udtaler Peter Stenholm, adm. direktør i Ejendomdanmark i en kommentar til undersøgelsen.

Han påpeger, at det er høj inflation, høje renter og ikke mindst usikkerhed om den økonomiske udvikling, der sætter et negativt præg på afkastforventningerne. 

”Samtidig rammer det på et tidspunkt, hvor branchen – såvel som hele samfundet – står over for store investeringer i blandt andet at sikre endnu mere energivenlige ejendomme. Den øvelse, som i forvejen er kompleks, bliver ikke lettere i den nuværende situation,” lyder det fra Peter Stenholm. 

Sammenlignes der med forrige kvartal, falder forventningerne til det totale afkast med 0,6 procentpoint, og det seneste år er forventningerne faldet med 3,2 procentpoint. 

Optimismen spirer dog, når blikket vendes mod de kommende år, hvor udsigterne ser lysere ud. I 2024 forventer branchen et totalt afkast på 4,3 procent, mens det i 2025 ventes at stige til 5,0 procent.

”Hvis inflationen kommer under kontrol, vil renterne formentligt stabilisere sig på et lavere niveau. Det vil være noget, som smitter positivt af på økonomien,” fortæller Peter Stenholm. 

Ejendomdanmarks opgørelse over forventninger udkommer hvert kvartal.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også