Heimstaden overtager omstridt Bjarke Ingels-hotel

314 boliger og 117 hotelværelser på den jyske vestkyst får fremover det svenske ejendomsselskab som eneejer.
De 314 boliger og 117 hotelværelser, som Heimstaden Danmark nu overtager. | Foto: PR / Heimstaden
De 314 boliger og 117 hotelværelser, som Heimstaden Danmark nu overtager. | Foto: PR / Heimstaden

”Fantastiske nyheder fra Danmarks femtestørste by.”

Sådan indleder Heimstaden Danmark et opslag på Linkedin i forbindelse med, at det svenske ejendomsselskab har overtaget det fulde ejerskab samt driften af det Bjarke Ingels-tegnede ”A Place To,” som ligger i Esbjerg. 

I en pressemeddelelse uddybes det, at ejendommen indeholder 314 boliger, 117 hotelværelser samt en restaurant og café. 

”Vi har glædet os til at overtage det fulde ejerskab af ”A Place To” i Esbjerg. Esbjerg er allerede i dag centrum for den danske off-shore industri og vil i fremtiden være et knudepunkt for den grønne omstilling i hele Nordsøområdet,” lyder det fra Michael Byrgesen Hansen, adm. direktør i Heimstaden Danmark. 

Michael Byrgesen Hansen er adm. direktør i Heimstaden Danmark. | Foto: PR / Heimstaden
Michael Byrgesen Hansen er adm. direktør i Heimstaden Danmark. | Foto: PR / Heimstaden

Ejendommen blev til i et joint venture med Bjarke Ingels Group (Big) og den lokale investor Lars Kristensen. Indtil nu har Heimstaden ejet 50 pct. af det fælles selskab, og man afviser over for EjendomsWatch at løfte sløret for økonomien bag, at man nu har overtaget de resterende aktier. 

”A Place To er hurtigt blevet et kendt vartegn i Esbjerg,” uddyber den adm. direktør i meddelelsen. 

Ejendommen med både boliger og hotelværelser i forening stod færdig i begyndelsen af sidste år, men der har været flere bump på vejen i forbindelse med opførelsen. 

Da projektet endnu var på tegnebrættet, kaldtes ejendommen Esbjerg Tower og var i fare for at ende sine dage på arkitekternes skrivebord. 

Det var således den oprindelige vision, at der skulle være boliger helt op til 17. etage, men det satte planloven en stopper for, da lugten fra en nærliggende fiskemelsvirksomhed ifølge Erhvervsstyrelsen risikerede at skabe en luftbelastning over det tilladte niveau. ”Det har aldrig været en drøm for os at bygge et hotel”, sagde adm. direktør i Esbjerg Towers Lars Kristensen i starten af 2019 til Jydskevestkysten.

Heimstaden oplyser at have 155.000 lejeboliger og 2500 ansatte fordelt i 10 lande.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også