Koncenton og Fink Ejendomme i jysk rækkehushandel

Rækkehuse under opførelse har skiftet hænder i en handel mellem Fink Ejendomme og Koncenton. Transaktionen er formidlet af EDC Poul Erik Bech. 
Rækkehuse i Midtjylland skifter hænder. | Foto: Pr / Edc Erhverv Poul Erik Bech
Rækkehuse i Midtjylland skifter hænder. | Foto: Pr / Edc Erhverv Poul Erik Bech

Herningbaserede Fink Ejendomme har solgt 43 rækkehuse, som er under opførelse i Ravnsvadparken i Ikast, til projektudbyderen Koncenton. 

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Poul Erik Bech, som har været mægler på transaktionen. 

Alle rækkehusene bliver DGNB-guld-certificerede, som er den næsthøjeste rangering efter platin, og de første boliger vil være klar til indflytning til maj, fremgår det. Meddelelsen oplyser ikke pris på handlen. 

”De store grønne områder vil give et unikt og spændende boligområde, som byder på lidt flere faciliteter til de kommende beboere, end man til tider ser i nyere byggerier. Her bliver plads til både legepladser, bålsted, fodboldbane og masser af frugttræer, buske og alle boliger får carport,” udtaler Thomas Asmussen, adm. direktør i Fink Ejendomme. 

Netop de grønne område er en konsekvens af, at ”boligerne har været under projektering i en længere periode,” står der i meddelelsen.

De sidste boliger vil efter planen stå nøgleklare til efteråret. 

Visualisering af rækkehusprojektet. | Foto: Pr / Edc Erhverv Poul Erik Bech
Visualisering af rækkehusprojektet. | Foto: Pr / Edc Erhverv Poul Erik Bech

For køber er projektet særligt interessant, fordi der er tænkt energivenlige løsninger ind.

”Det faktum, at boligerne leveres DGNB-guld-certificerede og med energioptimerede hvidevarer, foruden gode løsninger i forhold til regnvandshåndtering har stor betydning for os hos Koncenton,” lyder det fra Anders Bangsgaard, ejendomsdirektør i Koncenton.

”Investeringer i ejendomme har for mange investorer været med til at give risikospredning og stabilitet i mange porteføljer i det forgangne år. Det mærker vi også i Koncenton, og derfor havde Ravnsvadparken straks vores interesse,” uddyber han. 

Det er ifølge meddelelsen projektudbyderens udlejningsafdeling, Go’ Bolig, som skal stå for udlejningen af boligerne. 

Koncenton er rådgivet af Gorrissen Federspiel, mens Fink Ejendomme er rådgivet af Spektrum Advokater. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også