Lego klar med sit bud på fremtidens kontor

Lego-koncernen åbner nyt, digitalt kontor i København. Udstyret med legofigurer i personstørrelse, et bede- og ammerum samt stillebokse mener Lego at have fundet formlen på at imødekomme de stadigt stigende krav til inklusion og fleksibilitet på arbejdspladsen. Kom med EjendomsWatch inden for.
Måden man har indrettet Lego Groups nye kontor på Østergade i København er helt speciel. Faktisk kalder Legos chef for working experience det for "fremtidens kontor." | Foto: PR / Lego Group
Måden man har indrettet Lego Groups nye kontor på Østergade i København er helt speciel. Faktisk kalder Legos chef for working experience det for "fremtidens kontor." | Foto: PR / Lego Group

Legos nye kontor på Østergade i hjertet af København er spækket med gennemtænkte detaljer for at inkludere medarbejderne på bedst mulig vis. Torsdag åbnede dørene til den 2250 kvm store ejendom, der med plads til ca. 400 medarbejdere skal skyde Lego-koncernens digitale strategi endnu mere til vejrs.

Timothy Ahrensbach er chef for Legos globale working experience-afdeling, og han har stået i spidsen for at indrette den digitale kontorbygning til at understøtte medarbejderne i at være deres bedste selv og kollega.

”Vi var et år inde i pandemien, da vi begyndte at designe kontoret. Så det er det første, vi har designet med den nye realitet in mente, altså i forhold til folks ønsker til arbejdspladsen efter corona. Det er det første eksempel på, hvad fremtiden vil bringe,” siger han til EjendomsWatch, mens han viser rundt i lokalerne.

Timothy Ahrensbach er chef for working experience hos Lego Group. | Foto: PR / Lego Group
Timothy Ahrensbach er chef for working experience hos Lego Group. | Foto: PR / Lego Group

Medarbejderne i fokus

At Østergade 26 er en gammel, fredet bygning har stillet høje krav til Timothy Ahrensbach og hans team i arbejdet med at etablere fremtidens kreative og inkluderende kontor. Men det er ”lykkedes så godt som overhovedet muligt,” siger han.

Kigger man rundt om nærmest hvert et hjørne, lokker et eller flere farvestrålende eller pirrende elementer øjet. F.eks. en regnbuefarvet legobygget zebra i normal størrelse.

”Vi har foretaget en masse intern research og undersøgt det globale arbejdsmarked. Som resultat af den proces er vi landet på den hybride arbejdsmodel best of both. Det betyder, at vi i gennemsnit forventes at arbejde tre dage på den fysiske arbejdsplads og to dage, hvor man selv kan bestemme, hvor man vil arbejde fra,” siger Timothy Ahrensbach.

Op til flere parametre gør sig gældende for medarbejderne, når de skal forklare, hvad der gør en god arbejdsplads.

”Det sociale, at samarbejde og at lære sammen, elementer som vi i Lego lægger ind under hatten: Leg. Men også det at føle sig som en del af virksomheden, er vigtigt for folk.”

Forrest i billedet er ovennævnte multifarvede zebra. Bagerst kan man ane såkaldte stille-bokse, hvor medarbejdere kan foretage opkald eller afholde møder. | Foto: PR / Lego Group
Forrest i billedet er ovennævnte multifarvede zebra. Bagerst kan man ane såkaldte stille-bokse, hvor medarbejdere kan foretage opkald eller afholde møder. | Foto: PR / Lego Group

Det nyåbnede, digitale kontor i København er koncernens nummer fire. De resterende ligger i henholdsvis Billund, London og Shanghai.

”Fokus er på det digitale, men også at man får en følelse af at være forankret i Lego-koncernen samt i det lokale område, hvor kontoret et placeret. Det betyder også, at ikke to Lego-kontorer er ens,” siger Timothy Ahrensbach og henviser til, at man søger at skræddersy ejendommene efter medarbejdernes behov.

På Københavnerkontoret står eksempelvis en stor interaktiv skærm i indgangshallen, som med animerede legofigurer viser forskellige historier og fakta om byen.

Legos kantineområde har virksomhedens digitale spil afbilledet på væggen. Jo tykkere klodsen er/jo længere den stikker ud fra væggen, jo flere eksemplarer har spillet solgt. Til højre er tre klodser blanke for at symbolisere pladsen til de nye spil, som er i gang med at blive udviklet. | Foto: PR / Lego Group

Turde tage skridtet

At være tre dage på kontoret og to dage hjemme er der flere og flere virksomheder, som begynder at indføre i strategien. ”Men at gentænke den fysiske arbejdsplads og turde tage skridtet med at have færre skriveborde og mere social og kulturel infrastruktur, dér skal virksomhederne måske tage lidt mere tilløb,” siger Legochefen.

Timothy Ahrenbach begynder i bogstaveligste forstand at tegne og fortælle. Hastigt griber han en tusch og begynder at tegne diagrammer og streger på væggen. For i flere mødelokaler er der ikke ophængt et whiteboard; væggen er i stedet beklædt med en særlig maling, som kan fungere som ét stort lærred.

”Jeg er med i mange fagfællesskaber omkring det her emne, og jeg oplever, at mange mener, det er hér, vi alle er på vej hen, men i stedet venter folk og ser, hvad der sker på markedet, og hvad andre gør,” siger han.

”Ofte når man laver denne transformeringsproces, har man tendens til at fokusere på de færre skriveborde, og at man ikke har sit eget. Så folk kan føle, at der bliver taget noget fra dem i stedet for, at der bliver givet et spændende, diverst arbejdsmiljø, som tilmed også er inkluderende for de kollegaer, som måske ikke trives med at sidde ved et almindeligt skrivebord.”

Fortsat op ad trappen på anden sal viser går han forbi en stilleboks fyldt til randen med farverige balloner, dog kun fyldt i anledning af kontorets åbning. Ved siden af står andre bokse og lokaler, som er beregnet til at bede i, amme i eller noget tredje.

Når Legos medarbejdere lige trænger til fem-ti minutters pause, kan man fortrække til det dertilindrettede spilrum. Hele teams kan også booke det til kom-sammen-arrangementer. | Foto: PR / Lego Group
Når Legos medarbejdere lige trænger til fem-ti minutters pause, kan man fortrække til det dertilindrettede spilrum. Hele teams kan også booke det til kom-sammen-arrangementer. | Foto: PR / Lego Group

Signalværdi

Best of both-modellen modvirker flere udfordringer, som Timothy Ahrensbach ser ved ”almindelige” kontorer, bl.a. at medarbejdere ofte er i møde, rejser eller holder ferie, og så har de resterende stor fysisk afstand mellem sig, og det fordrer hverken onboarding-processor eller generel arbejdsglæde og kreativitet, lyder det.

Når man ikke har sin egen stationære arbejdsstation, booker man sig f.eks. ind som team. Og det kræver naturligt et koordineringsarbejde.

”At have sin egen plads og være på kontoret fem dage om ugen er som sådan nemmere, men det understøtter os ikke til at gøre vores arbejde bedre og være den bedste udgave af os selv. Man kan for eksempel vælge den arbejdsstation, som passer bedst til den opgave, man sidder med, eller det humør man er i eller noget tredje,” siger han og pointerer, at man som virksomhed kan beholde den mængde kvadratmeter, man råder over, og i stedet kigge på indretningen af kontoret.

Hvis man har arbejdet på et længerevarende projekt - eller et projekt, som bare er rigtig fedt og skal vises frem, som Timothy Ahrensbach siger, kan man invitere kollegerne hen i minibiografen. | Foto: PR / Lego Group

Sådan en transformering handler også om, at man som virksomhed tager stilling til, hvad man vil signalere til sine medarbejdere.

”Nogle virksomheder har taget beslutningen om at give medarbejderne mulighed for at arbejde hvorfra, de har lyst til. Men hos Lego-koncernen bliver man en del af et kollektiv, hvor man støtter hinanden på arbejdspladsen, og det er vigtigt i forhold til at være en Lego-medarbejder.”

Hvad sådan en reformering af arbejdspladsen står til i kroner og øre, vil virksomheden ikke sætte tal på.

Lego-koncernen er 100 pct. ejet af Kirkbi, som er en del af Lego-familiens private holding- og investeringsselskab.

Som nævnt i artiklen er ikke to af Legos kontorer ens, og på Østergade 26 er der 'naturligvis' placeret en stor legobygget svane, som er Danmarks nationalfugl. Dette for at forankre kontoret i lokalområdet. | Foto: PR / Lego Group

Lego-families pengetank runder ti milliarder i mursten

Se billederne: Lego fejrer fødselsdag med nyt milliardbyggeri

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også