Familiekontorer skifter fokus: Vil gøre en forskel med formuen

Hvor familiekontorer tidligere var mere passive i deres formueforvaltning, er et skifte på vej, lyder det fra rådgiver. Samtidig åbner kontorerne mere op. Dels for at imødekomme et pres fra samfundet, dels på grund af et pres fra de yngre generationer i familierne, der vil andet og mere med investeringerne end bare at tjene penge, lyder det.
"Tidligere var den typiske portefølje mere passiv i form af aktier, obligationer og lidt ejendomme, men i dag vil man være en aktiv ejer og tættere på generelt,” siger Martin Roll, der bl.a. gæsteunderviser på en række af verdens største handelsskoler. | Foto: Martin Roll Company
"Tidligere var den typiske portefølje mere passiv i form af aktier, obligationer og lidt ejendomme, men i dag vil man være en aktiv ejer og tættere på generelt,” siger Martin Roll, der bl.a. gæsteunderviser på en række af verdens største handelsskoler. | Foto: Martin Roll Company

Det er åbenhed og formål, der er de store buzzwords, når Martin Roll, selvstændig rådgiver for en lang række globale, erhvervsdrivende familier, møder medlemmer fra de mange forskellige erhvervsfamilier og familiekontorer, han rådgiver verden over.

Martin Roll rådgiver klienter i mere end 30 lande hvert år og har roller på nogle af de ledende globale business schools.

Han fortæller om et stigende pres og en større interesse fra omgivelserne, der er med til at præge familierne, som ellers notorisk har været meget private.

”Der er en sensitivitet i forhold til formue og medieomtale, for familiekontorerne er jo i sagens natur privat anlagte. Men flere og flere indser, at det ikke behøver at være så hemmeligt det hele, for det handler jo ikke om den præcise formue, men om det faktum, at familiekontorerne er til stede i så mange virksomheder og har en enorm indflydelse,” siger Martin Roll og tilføjer:

”Mange af dem gør faktisk en stor forskel og bidrager på lang række af parametre, både over for startups og veletablerede virksomheder.”

Han mener samtidig, at flere medlemmer og særligt de yngre generationer ønsker at bruge familiens formue mere aktivt inspireret af venture- og kapitalfondene.

De ønsker aktive ejerskaber og at være relativt tæt på deres investeringer.

”Indimellem kommer de yngre generationer ind i familiekontorerne med et ønske om at tage en mere aktiv strategisk rolle, selvom de stadig har en stor respekt for erhvervsfamiliens baggrund og historie, der ofte spænder over flere generationer. De har naturligvis også en stor veneration for farmor og farfars hårde arbejde og de penge, som det skabte,” siger Martin Roll.

Investeringer tiltrækker opmærksomhed

Flere forskellige årsager driver tendensen til mere åbenhed hos familiekontorerne.

”For det første er der et fokus fra medierne, der gør, at offentligheden ser, at familiekontorerne, på lige fod med traditionelle investorer, er begyndt at investere og tage risici,” siger Martin Roll.

”Der er et globalt fokus i forhold til skattepligt, samfundsansvar og hele diskussionen om samfundskagen. Man har ikke tidligere set familiekontorer som virksomheder, men med den åbenbaring kan de ikke længere flyve under radaren. Familiekontorerne vil gerne gøre op med myten om, at de alle sammen sidder nede i Schweiz eller på Bahamas og gemmer formuerne,” tilføjer han.

Med flere og flere investeringer fra familiekontorerne, er der et behov for at oplyse om aktiviteten fra familiernes side — både for at gøre op med de eksisterende myter og for at skabe opmærksomhed om den gradvist mere aktive investeringsprofil, familierne tager på sig.

Det er i stigende grad gennem venturearme, at familiekontorerne rykker ind som investorer og aktive ejere.

Ifølge en rapport fra Silicon Valley Bank, er det en global tendens.

Familiekontorer verden over stod således for knap 1000 ventureinvesteringer i første halvdel af 2021, svarende til 4,2 pct. af alle ventureinvesteringer globalt set.

Som tidligere beskrevet af KapitalWatch, er det også en tendens, der afspejler sig blandt de danske familiekontorer. Her hænger etableringen af en venturearm ofte sammen med et ønske om en mere aktivistisk tilgang til investering, fortalte Martin Roll dengang.

Åbenhed har flere fordele

Også det øgede fokus på professionalisering i familiekontorerne bidrager til en større grad af åbenhed omkring investeringerne og øvrige aktiviteter herunder de mere filatropisk relatede indsatser.

”Familiekontorernes investeringsteams kommer ofte fra en mere transparent verden, hvor det er normalt at oplyse om de samfundsmæssige aspekter af sine investeringer,” siger Martin Roll.

Det hænger godt sammen med et klart ønske hos repræsentanter fra de nye eller kommende ejere i familiekontorerne.

”Den yngre generation ønsker i stigende grad, at deres navn og deres formuer bliver forbundet med nogle gode værdier og investeringer. Også selvom de måske ikke ønsker selv at stå på podiet,” siger Martin Roll.

”I dag er tendensen globalt, at der er mere fokus på at vise, hvilken forskel man gør med sin formue,” forklarer han.

Det bidrager alt i alt til at bekæmpe de føromtalte myter og til at gøre op med idéen om, at familiekontorernes arbejde er fordækt eller at de ikke betaler skat — men der er dog flere fordele end blot et opgør med rygtemøllen.

Netop derfor bliver familiekontorerne og familiemedlemmerne bedre til og mere bevidste om det at kommunikere om sin strategi.

”Det skal ikke være ren storytelling, men hvis du forklarer, hvad du gør, kan du måske bruge det til at starte en trend og positionere dig selv. I sidste konkurrerer familiekontorerne jo også om de gode investeringsmuligheder, og det er en åben hemmelighed i dag, at der er for mange penge og for få gode idéer,” siger Martin Roll.

Langsigtet ejerskab giver andre muligheder

Familiekontorerne er i høj grad baseret på ejerfamiliernes værdier, historien bag virksomhederne, der opbyggede formuerne og det aftryk, man ønsker at sætte nu og fremover.

Derfor vil familiekontorerne i de kommende år få endnu større fokus på ESG-siden af investeringer, og profit vil ikke altid være det primære.

”Hvis et familiekontor skal investere i en virksomhed eller et projekt, begynder de i højere grad at stille krav til værdier såsom klimaaftryk, kvinder i ledelsen og andre samfundstemaer. En familieejet virksomhed skal jo også arbejde på samfundsvilkår og er nødt til at møde de krav, der bliver stillet, selvom ejerne bagved har nogle andre perspektiver end traditionelle investorer,” siger han.

Familiekontorerne og de familieejede virksomheder har en anden tidshorisont end venture- og kapitalfonde, og netop derfor mener Martin Roll også, at de kan bidrage med et andet perspektiv på ESG-mål.

”De har en meget langsigtet måde at påvirke samfundet på, og derfor kan de gå forrest og sige, at de vil lave bæredygtigt tøj eller grønt brændstof til shippingindustrien,” siger han.

Alt sammen peger med de ovennævnte faktorer i retning af en, for familiekontorerne, ny investeringsstrategi.

”Jeg tror, at vi i stigende grad vil se familiekontorerne blive direkte, primære investorer. Tidligere var den typiske portefølje mere passiv i form af aktier, obligationer og lidt ejendomme, men i dag vil man være en aktiv ejer og tættere på generelt,” siger Martin Roll.

Den transformation drives også af den stigende professionalisering, selvom det måske betyder, at familiemedlemmerne selv får en mindre direkte rolle i virksomhederne og familiekontorerne fremover.

De senere år har der været stor fokus på governance og bestyrelsens rolle. Familierne og de yngre generationer vil i højere grad sætte deres præg i rollen som aktive ejere og i bestyrelserne, mener Martin Roll.

”Jeg tror, at der vil komme et meget stort fokus på at have de rigtige kompetencer — med eller uden familien ved roret,” siger Martin Roll.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie KapitalWatch.)

Jyske familier skyder ejendomme for over 300 mio. kr. af til kapitalfond

Familiekontor køber over 10.000 kvm boligejendomme i København

Ny kapitalforvalter vil være familiekontor for velhavere: ”Man kan ikke bare komme ind fra gaden”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også