Sampension afsætter 1 mia. kr. til plejehjem og seniorboliger

Seniorboliger i Frederikssund og et friplejehjem i Valby er del af en større samarbejdsaftale med Scandinavian Property Development.
”Med Scandinavian Property Development har vi en ideel samarbejdspartner med en stor, veldokumenteret erfaring inden for boliger til seniorer og ældre,” siger Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension | Foto: Sampension/PR
”Med Scandinavian Property Development har vi en ideel samarbejdspartner med en stor, veldokumenteret erfaring inden for boliger til seniorer og ældre,” siger Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension | Foto: Sampension/PR

Landets tredjestørste pensionsselskab, Sampension, skyder på vegne af fire af sine underliggende pensionskasser et trecifret millionbeløb i seniorboliger i Frederikssund og et friplejehjem i Valby, oplyser selskabet onsdag.

Begge projekter er udviklet af Scandinavian Property Development, og begge er etableret med vægt på bæredygtighed og forventes at blive DGNB-guldcertificeret inden for kort tid.

"Vi ser det som en attraktiv investeringsmulighed i to moderne ejendomme inden for senior- og plejeboligsegmentet, som er kendetegnet ved begrænset udbud og en stigende efterspørgsel blandt lejere," udtaler Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension, i meddelelsen.

Ifølge Danmarks Statistik vil andelen af befolkningen over 65 år stige med næsten 20 pct. frem til 2030, mens andelen af personer over 80 år vil stige med næsten 60 pct.

Omkring 1 mia. kr.

Investeringen er del af en strategisk samarbejdsaftale mellem Sampension og SPD om at udvikle pleje- og seniorboliger, som i første fase rummer aktiviteter for omkring 1 mia. kr.

"Udover at gå efter det bedst mulige afkast, har Sampension-fællesskabet en helt naturlig interesse i at være med til at skabe førsteklasses senior- og plejeboliger i kommunerne, som bygges efter de bedste standarder inden for bæredygtighed. Sammen med Scandinavian Property Development ser vi os som en meget erfaren og langsigtet partner for kommunerne, når det gælder om at supplere deres tilbud til de ældre borgere," lyder det videre fra Henrik Olejasz Larsen, som betegner partneren som ideel og med stor og veldokumenteret erfaring.

Plejehjemmet i Valby rummer 66 friplejeboliger i en tidligere industriejendom ved Grønttorvet. Driften skal varetages af Danske Diakonhjem, mens byggeriet i Frederikssund hedder Lærkebo og består af 51 seniorboliger fordelt på to etagebygninger med central beliggenhed i Frederikssund.

Styrker dialog med kommuner

Byggeriet i Frederikssund er netop blevet færdigt, mens plejehjemmet i Valby forventes at kunne byde sine beboere velkommen omkring 1. september, fremgår det.

"Med Sampension har vi fået en solid partner, der er kendt som en langsigtet ejer og for at efterspørge høj kvalitet i deres ejendomme. De er samtidig kendt som en meget seriøs investor med dyb interesse i at udvikle det danske samfund gennem deres investeringer. Det nye samarbejde styrker helt klart vores dialog med kommunerne om nye projekter målrettet seniorer og ældre," siger Niclas Thorsbrenner, partner i Scandinavian Property Development, i meddelelsen.

Det er pensionskasserne Sampension Liv, Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger, Arkitekternes Pensionskasse og ISP Pension, som i fællesskab har investeret det trecifrede millionbeløb i seniorboligerne i Frederikssund og friplejehjemmet i Valby.

EjendomsWatch har tidligere beskrevet, hvordan friplejehjem og seniorboliger i stigende grad er interessant for private investorer.

Som led i en milliardaftale køber Sampension 51 seniorboliger i Frederikssund af Scandinavian Property Development. Seniorboligerne er fordelt på to bygninger, og de første beboere er netop flyttet ind | Foto: Jonathan Weimar
Som led i en milliardaftale køber Sampension 51 seniorboliger i Frederikssund af Scandinavian Property Development. Seniorboligerne er fordelt på to bygninger, og de første beboere er netop flyttet ind | Foto: Jonathan Weimar

Kapitalforvalter rejser 100 mio. euro til ny plejehjemsfond

ATP Ejendomme skrotter satsning på plejeboliger og sælger til PFA og OK-Fonden

Pensionsselskab skyder penge i endnu et friplejehjem

Nrep overtager plejehjem fra konkursbo og indgår 25-årig lejeaftale 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også