Over 100 år gammel skole er omdrejningspunkt i sjællandsk boligprojekt

Odsherred Kommune vil omdanne skolegrund på små 9000 kvm til boligområde med et tocifret antal lejligheder og leder derfor efter investorer. Tegnestuen Henning Larsen Architects står bag inspirationskatalog til projektet, der tager udgangspunkt i en bevaring af skolen fra 1917.
Foto: Henning Larsen Architects
Foto: Henning Larsen Architects

Med et inspirationskatalog fra Henning Larsen Architects indleder Odsherred Kommune i det nordvestlige Sjælland jagten på investorer til et nyt boligområde med 40 lejligheder centralt i Nykøbing Sjælland. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Konkret er der tale om et offentligt udbud af den mere end 100 år gamle skole og tilhørende bygninger på Grundtvigsvej 12, der tidligere dannede rammen om Grundtvigsskolen. Samlet set er der tale om fem bygninger, der løber op i 5384 kvm, mens grundarealet er på 8791 kvm, og det er planen, at de 40 lejligheder i gennemsnit skal være på ca. 100 kvm.

"Vi ser i byrådet frem til spændende bud på omdannelsen af de nuværende skolebygninger til boliger. Der er ingen tvivl om, at beliggenheden i centrum af købstaden Nykøbing er attraktiv, og der er godt gang i efterspørgslen efter både leje- og ejerboliger, så jeg forventer interesse for udbuddet," siger borgmester Thomas Adelskov (S) i meddelelsen.

Grundtvigsskolen fra 1917, sådan som den tager sig ud i dag. | Foto: Nordicals
Grundtvigsskolen fra 1917, sådan som den tager sig ud i dag. | Foto: Nordicals

Fra Henning Larsen Architects' side lyder det, at man bør bevare skolebygning såvel som gymnastiksal, der er tegnet af arkitekt Einar Andersen og opført i 1917, da ejendommene bl.a. "rummer en del af byens historie" og "giver identitet til området".

"Vi vurderer, at området er attraktivt som nyt boligområde og derfor bør kunne tiltrække investorer, der kan se muligheder for en nærmere dialog, hvad enten der bliver tale om lejeboliger, andelsboliger eller ejerboliger, og jeg synes, vi har fået et ganske flot og visionært oplæg til videre inspiration fra Henning Larsen Architects," siger Thomas Winther, leder af det kommunale Køb, Salg og Ejendomsudvikling.

Fristen for bud på ejendommen er sat til 20. april, og det er kommunens idé, at "provenuet fra salget kan medgå til samling af de to skoleafdelinger i Nykøbing på én fremtidig matrikel på skolen på A. Ladingsvej," som det hedder i meddelelsen.

Selve salget foregår gennem Nybolig Odsherred og Nordicals.

Nyt andelsboligkoncept: Almen boligforening bygger privat 

Konsortium med lokalt pengeinstitut melder udsolgt på boliggrunde i Nordvestsjælland 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også