Koncenton gør bankmand til bindeled til investorer

Den aarhusianske ejendomsinvestor Koncenton har været på jagt hos Alm. Brand Markets, hvor børsmægler Kenneth Klitgaard Sørensen i december er blevet hevet ind som ny selskabsansvarlig.
Det oplyser Koncenton i en pressemeddelelse.
Det er kommunikationen mellem Koncentons ejendomsselskaber og investorerne, som 39-årige Kenneth Klitgaard Sørensen kommer til at varetage. Derudover bliver han ansvarlig for at afholde bestyrelsesmøder og generalforsamlinger for investorerne.
Kenneth Klitgaard Sørensen går ind til jobbet med mange års erfaring fra investorsiden. De seneste syv år har han brugt hos Alm. Brand. Før det arbejdede han 11 år i Spar Nord Bank som investeringsrådgiver, fremgår det af LinkedIn.
Hos Koncenton bliver han én ud af et hold på tre, der deler funktionen som selskabsansvarlig.
Nyt ejerskab
I december ændrede Koncentons ejerskab sig, da kapitalfonden FSN Capital for godt tre mia. kr. købte 45 pct. af Koncenton. Det var dog ikke noget, som Anders Marcus, der er topchef i Koncenton, regnede med ville ændre det helt store for forretningen.
"FSN Capital er inde som minoritetsejer af Koncenton, men det får ikke nogen ændring af det forretningsområde, Koncenton arbejder med," lød det fra Anders Marcus.
Ifølge virksomhedens hjemmeside har Koncenton ejendomme til en værdi af 9,1 mia. kr. under forvaltning.
Koncenton atter på spil i Vejle: Køber 143 rækkehuse
Koncenton får partner ombord i milliardhandel
Ny ejendomsfond kickstartes med opkøb på Frederiksberg
Lokale investorer gav trecifret millionbeløb for Vejle-ejendomme
Kapitalforvalter bejler til professionelle: "Vi konkurrerer på kendskabet til markedet"
Relaterede artikler:
Koncenton atter på spil i Vejle: Køber 143 rækkehuse
For abonnenter
Koncenton får partner ombord i milliardhandel
For abonnenter