EDC-mægler i ny analyse: Investorers syn på ejendomsmarkedet er fortsat positivt

I en forventningsanalyse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech svarer hver anden investor, at man vil øge investeringerne efter nytår. Boligudlejning er stadig "den suverænt mest populære" investeringstype.
Analysechef i EDC Erhverv Poul Erik Bech Joseph Alberti. | Foto: PR / EDC
Analysechef i EDC Erhverv Poul Erik Bech Joseph Alberti. | Foto: PR / EDC

Hver anden ejendomsinvestor vil skrue op for forretningen i 2021 i forhold til i år. Det skriver mæglerfirmaet EDC Erhverv Poul Erik Bech i sin forventningsanalyse for 2021, som mere end 1200 virksomheder og investorer med relation til ejendomsbranchen har deltaget i.

Mens 49 pct. af investorerne har mod på mere, er næsten 30 pct. parat til at fortsætte, hvor man slipper ved årsskiftet. Knap hver fjerde svarer, at investeringslysten er aftaget - dette tal har ligget stabilt de seneste tre år med udsving på blot 1 pct.

Ifølge Joseph Alberti, analysechef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, "afspejler tallene en investeringslyst på niveau med sidste år."

"Coronakrisen har på ingen måde skræmt investorerne, tværtimod kan ejendomme sikre et stabilt afkast i en urolig tid. Den store interesse for at investere i ejendomme kan bl.a. forklares af det historisk lave renteniveau, hvor 9 ud af 10 respondenter forventer, at det enten forbliver på nuværende lave niveau eller ligefrem falder yderligere," siger han.

Kigger man på de forskellige ejendomstyper, er boligudlejning "fortsat den suverænt mest populære" - her vil 8 ud af 10 investorer gerne lægge deres penge - mens hver sjette er fristet af de for tiden så eftertragtede lager- og produktionsejendomme.

Det hører dog med til historien, at halvdelen af de adspurgte, der tidligere har investeret i boliger, enten slet ikke vil røre ved ældre udlejningsejendomme eller forudser, at man vil holde mere igen.

Michael Thodsen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech, fortæller, at boligindgrebet - også kaldet Blackstone-indgrebet - fra begyndelsen af året, hvor politikerne bl.a. begrænsede investorers muligheder for at hæve lejen efter modernisering, har haft en effekt, men at den aldrig slog så kraftigt igennem, som visse havde troet. Lav risiko for tomgang taler fortsat for investeringer i ældre boligejendomme.

"Markedet stod stille, mens der blev forhandlet om et indgreb, men da der først var en afklaring, begyndte handlerne at rulle igen. Målt på betalingsstrømme er ældre boligejendomme ikke længere helt så attraktive, og karensperioden burde give lidt lavere priser. Men der er stadig stor efterspørgsel på den type ejendomme, og de bliver handlet til samme priser som før indgrebet," siger Michael Thodsen.

Det er, konkluderer analysen, fortsat landets største byer med en høj koncentration af ældre boligejendomme, som tiltrækker flest investorer.

Ny analyse: Attraktive luksusboliger presser virksomhederne ud af byerne

EDC Erhverv: Erhvervsejendomme stadig i høj kurs – investorer går efter de sikre kort

Danskerne forventer et alvorligt tilbageslag på boligmarkedet

Erhvervsmæglere: Gode tider vil fortsætte i år – danske afkast kan tikke yderligere ned 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også