EjendomsWatch

Familie trækker stikket på luksushotel i København efter to år

Hoteloperatør overdrager med øjeblikkelig virkning driften af københavnsk luksushotel. Ifølge direktør har corona fremrykket beslutningen. Ejer af ejendommen overtager og er optimist.

Efter bare to år som operatør for Hotel Herman K indstiller Brøchner Hotels driften. Foto: Hotel Herman K

Familieejede Brøchners Hotels trækker sig fra driften af det femstjernede Hotel Herman K i København efter bare to år, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

"Den tragiske situation som vi, og resten af verdens erhvervsliv befinder os i, har medført, at prioriteringen er foretaget nu," udtaler Nickolas Krabbe Bjerg, som er adm. direktør i Brøchner Hotels, i meddelelsen, hvor han også betoner, at operatøren allerede før coronakrisen satte en anden strategisk retning.

"Vi har længe før coronakrisen lagt en ny strategisk retning, hvor vi ønsker at fokusere på vores kerneforretning, de resterende boutique hoteller, og ekspansion til resten af landet. Det er der, vi ser det største potentiale for Brøchner Hotels – særligt i et nyt marked på den anden side af coronakrisen."

Brøchner Hotels har, når Herman K er trukket fra, fem hoteller i København samt et hostel i Aarhus.

Hotellet bliver med øjeblikkelig virkning overdraget til Dansk Management Group, som ejer bygningen og vil drive hotellet videre.

"Vi ser i Dansk Management Group frem til at drive hotellet videre i den høje standard, som hotellet har etableret sig i som 5-stjernet hotel. Hotellet fik sidste år Renoverprisen af Realdania som Danmarks flotteste renovering med stor vægt på bæredygtighed. Dansk Management Group vil nu opgradere hotellet yderligere med nye møbler og inventar og ser frem til at byde gæster velkommen i det opgraderede hotel ca. 1. juni 2020," udtaler Frantz Longhi, som er ejer af Dansk Management Group, i meddelelsen.

Norske First Hotels overdrog i april to hoteller til ejeren, svenske Pandox.

Hotelinvestor overtager driften af to københavnske hoteller

Brøchner ombygger gammelt hovedbibliotek til nyt designhostel

Brøchner Hotels skal have ny adm. direktør: "Vi skal ikke have en specialist mere"

Hotelfamilie gennem 35 år vil tage chancer i jagten på vækst

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier