Flad udvikling hos Jeudan i første kvartal

Ejendomsselskabet havde nogenlunde uændrede indtægter og resultater i årets første tre måneder, men coronakrisen går dog ikke ubemærket hen over virksomheden, siger topchef.
Per Hallgren, adm. direktør i Jeudan. | Foto: PR/Jeudan
Per Hallgren, adm. direktør i Jeudan. | Foto: PR/Jeudan
AF RITZAU FINANS

Trods en stort set flad udvikling på de øvre regnskabslinjer formåede Jeudan at reducere sit underskud i årets første tre måneder.

Her havde selskabet et nettotab på 20 mio. kr., mens der på bunden var et tab på 221 mio. kr. i samme periode af 2019.

Reduceringen skyldes mindre negative kursreguleringer på selskabets gældsforpligtelser.

De var på minus 198 mio. kr. i årets første tre måneder mod minus 447 mio. kr. i 2019, viser selskabets regnskab torsdag.

I første kvartal faldt omsætningen 8 mio. kr. til 366 mio. kr., men resultatet før kurs- og værdiregulering (EBVAT) blev løftet til 172 mio. kr. fra 164 mio. kr.

"De første to måneder af 2020 viste god udvikling med en stor kundeaktivitet. I slutningen af kvartalet satte covid-19 ind med en relativ hård opbremsning i aktivitetsniveauet," siger administrerende direktør Per W. Hallgren i en kommentar.

Flere selskaber suspenderede i marts deres forventninger til 2020 på grund af den usikkerhed, som netop udbruddet af coronavirus havde skabt.

En af disse var Jeudan, og i torsdagens regnskab sætter selskabet fortsat ikke tal på den forventede udvikling i 2020.

Da regnskabsåret blev indledt, var det forventningen, at EBVAT-resultatet ville vokse til 740-770 mio. kr., efter at det i 2019 endte på 729 mio. kr.

"Resultatet for første kvartal og de foreløbige udsigter for 2020 understøtter, at Jeudans organisation var forberedt på en større ændring i markedsforholdene, og at vores forretningsmodel er velfungerende og robust," siger Per W. Hallgren.

På børsen i København stiger Jeudan-aktien onsdag middag 1,6 pct. til 247 kr., hvilket reducerer årets samlede fald til 2 pct.

Jeudan-chef venter lidt flere ledige lejemål: "Det forstyrrer ikke min nattesøvn"

Jeudan sløjfer 2020-forventningerne på grund af ukendt coronaeffekt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også