Københavns Lufthavne sætter investeringer for op til 700 mio. kr. på hold

Coronavirus betyder, at lufthavnen hjemsender 1500 ud af 2600 ansatte og igangsætter spareprogram.
Københavns Lufthavn i fredags, inden de danske grænser blev lukket ned som følge af coronasmitten. | Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Københavns Lufthavn i fredags, inden de danske grænser blev lukket ned som følge af coronasmitten. | Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Københavns Lufthavne gør sig klar til den kommende periode med meget lav driftsaktivitet som følge af udbruddet af coronavirus og lancerer derfor et spareprogram i størrelsesordenen 250-350 mio. kr. i løbende driftsomkostninger resten af året.

Det skriver Københavns Lufthavne i en meddelelse tirsdag morgen.

Besparelserne på 250-350 mio. kr. omfatter omkostninger til marketing og konsulenter og eksterne kontrakter samt reducerede personaleomkostninger, inden der indregnes den gradvise indfasning af lønkompensationsordningen.

Herudover har Københavns Lufthavne identificeret en række igangværende projekter og investeringer, som midlertidigt sættes på hold eller udskydes. Det vil samlet medføre CAPEX-besparelser i lufthavnens investeringsprogram i niveauet 400-700 mio. kr. for resten af året.

"I de seneste dage har lufthavnens ledelse derfor arbejdet med en plan, der indebærer, at der spares på operationelle omkostninger og udskydes investeringer i den igangværende investeringsplan for CPH," skriver Københavns Lufthavne.

Københavns Lufthavne er i dialog med tillidsrepræsentanter fra de faglige organisationer om tiltag, der midlertidigt skal sikre, at lufthavnen kan opretholde en essentiel minimumsdrift og samtidig bidrage til kraftigt at reducere lufthavnens omkostninger.

"På nuværende tidspunkt er det forventningen, at CPH over de kommende uger gradvist vil sende op mod 1500 medarbejdere hjem," skriver Københavns Lufthavne, der har 2600 ansatte.

Som følge af den store usikkerhed, som coronavirusudbruddet har skabt for flytrafikken i Danmark og internationalt samt usikkerhed om situationens varighed, kan Københavns Lufthavne på nuværende tidspunkt fortsat ikke give en rimelig vurdering af de økonomiske effekter af virusudbruddet.

Derfor er det heller ikke muligt at give en forventning for omsætning, resultat før skat og samlede investeringer, pointerer Københavns Lufthavne, der har bl.a. staten og ATP i sin ejerkreds.

Lufthavnschef venter færre investeringer  

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også