Colliers: Usikkerhed om boligindgreb gav færre handler i 2019

Et forstående indgreb over for kortsigtede ejendomsinvestorer har i 2019 medført tilbageholdende investorer, lyder det fra Colliers i en ny analyse. Markedet bød dog på fire helt store investeringer inden for kontorejendomme.
"Vi havde hos Colliers prognosticeret et lidt højere transaktionsvolumen," siger Peter Winther, adm. direktør hos Colliers. | Foto: Colliers PR
"Vi havde hos Colliers prognosticeret et lidt højere transaktionsvolumen," siger Peter Winther, adm. direktør hos Colliers. | Foto: Colliers PR

Det samlede marked for ejendomsinvesteringer faldt i 2019 med 20 pct. fra 2018 og nåede dermed 57 mia. kr. Det vurderer erhvervsmægleren Colliers i en ny analyse, som dermed lander 5 mia. kr. højere, end svenske Pangea mandag.

På trods af store investeringer og milliardhandler mod slutningen af året kunne det dog ikke trække første halvår op.

I Storkøbenhavn har faldet været marginalt, hvorimod det uden for hovedstaden har været større.

Colliers' adm. direktør Peter Winther vurderer, at det især har været de politiske forhandlinger om en ændring af boligreguleringsloven og dens berømte paragraf 5, stk. 2, der har sat de helt store boligtransaktioner på pause.

"Vi havde hos Colliers prognosticeret et lidt højere transaktionsvolumen, men de politiske udmeldinger om kommende stramninger betød, at flere betydende transaktioner i årets sidste uger blev sat på hold," siger Peter Winther i analysen.

Sammen med detailhandlen er det boligsegmentet, der har oplevet det største fald fra 2018.

Derudover, vurderer Colliers, har markedet generelt været præget af et fald i investorernes risikovilje.

"2019 var præget af en bekymring for en faldende økonomisk vækst, endog for en egentlig recession. Samtidig er renteniveauet faldet betydeligt," siger Peter Winther i analysen.

Derfor søger investorerne mod lavere, men mere sikre afkast, der er at finde ved core -ejendomme, og her har været en lille stigning fra 2018 til 2019.

Kontorejendomme fylder i investeringsbilledet

Fremgang har der i det forgangne år været på kontorejendomme, som er steget til at udgøre mere end en tredjedel af den samlede investeringsaktivitet, konstaterer Colliers.

Den fremgang skal blandt andet findes i, at fire ud af de fem største handler i 2019 var på kontorejendomme. Her var den største salget af Copenhagen Towers med en handelspris på 2,1 mia. kr., som EjendomsWatch omtalte i september.

Især har det været internationale investorer, som har været på spil. De stod for knap 53 pct. af de samlede investeringer i årets løb.

Også hotelsegmentet oplevede en lille fremgang, hvoraf størstedelen kommer fra salget af Hotel Admiral, hvis pris stadig er ukendt, men hvor salgsprisen angiveligt lød på over 1 mia. kr.

Ny analyse: Der blev handlet danske ejendomme for 52 mia. kr. i 2019

CBRE: Årets ejendomshandler lander omkring 20 milliarder under 2018-niveau

Colliers forudser tredobling af handelsvolumen fra tredje til fjerde kvartal

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også