Detailkarré i indre København solgt for 1,6 mia. kr.

Efter knap et års søgen har tyske Patrizia fundet en køber til Galleri K, der rummer 25.000 kvm detail- og kontorareal. Handlen er den næststørste det seneste år og afslutter godt fire års ejerskab, men næppe den store gevinst. Ejendommen overtages af to udenlandske investorer. Patrizia erklærer sig tilfreds med gevinsten.
Galleri K-bygningen i København, som den så ud i 2015. | Foto: Stine Bidstrup / Jyllands-Posten
Galleri K-bygningen i København, som den så ud i 2015. | Foto: Stine Bidstrup / Jyllands-Posten
AF JØRGEN BENDSEN OG MARIA OIEN

En af de markante detail- og kontorejendomme i centrum af København får ny ejer.

Efter lidt over fire års ejerskab har tyske Patrizia fundet en køber til det 25.000 kvm store Galleri K med facader mod Østergade, Pilestræde, Antoniegade og Kristen Bernikowsgade i København.

Siden begyndelsen af 2019 har ejendomskarréen, hvor dele er over 250 år gammel, været til salg via mægleren Cushman & Wakefield Red, og nu er en handel faldet på plads, oplyser rådgiver for køber, Jesper Damborg fra Capital Investment.

Endnu engang er der tale om udenlandske pensionskasseinvestorer:

"Køber er Aviva i samarbejde med én af Canadas største pensionskasser. Navnet kan jeg ikke oplyse," siger Jesper Damborg.

Ifølge vores oplysninger er prisen 1,6 mia. kr. Er det et beløb, du kan bekræfte?

"Beløbet kan jeg heller ikke kommentere," siger han.

Til gengæld vil han gerne fortælle, hvilke muligheder, britiske Aviva og den canadiske køber ser i ejendommen:

"Det er jo en fantastisk beliggenhed. Aktuelt står omkring 8000 kvm kontorer tomme, som vi ser gode muligheder for at udvikle. Og detaildelen er jeg heller ikke bekymret for. Der er omkring 950 kvm, der står tomme, og der er vi allerede i dialog med interesserede lejere," siger Jesper Damborg, hvis firma, Capital Investment, skal være asset manager på ejendommen.

Aviva købte af Goldschmidt før jul

Aviva købte sin anden ejendom i København før jul, da man i en porteføljehandel købte tre ejendomme fra M. Goldschmidt Holding til en pris, som ifølge tingbogen løb op i 336 mio. kr.

Men ifølge Damborg har Aviva ingenlunde hænderne fulde med de nu tre erhvervelser i hovedstaden – appetitten efter mere er intakt, siger Jesper Damborg, der oplyser at være i dialog med Aviva om endnu en investering.

Med en salgspris på 1,6 mia. kr. ser Patrizia ikke ud til at have foretaget nogen guldrandet investering, da man selv købte ejendommen for omkring 1,5 mia. kr. i 2015 foruden at have investeret penge i moderniseringer og ændring af lejemål.

Dengang købte den tyske ejendomsinvestor hele ejendommen, hvor Bank of Ireland ejede detaildelen, mens det hedengangne Unipension solgte kontordelen.

Galleri K, som tyske Patrizia fik sat helt nyt liv i. Nu sælger investoren den københavnske ejendom igen. | Foto: PR
Galleri K, som tyske Patrizia fik sat helt nyt liv i. Nu sælger investoren den københavnske ejendom igen. | Foto: PR
Efter handlen, der tilbage i 2015 var blandt årets største, sagde den daværende direktør for Patrizia Danmark Rikke Lykke, at man arbejdede med et noget længere perspektiv, end de godt fire år, der er gået nu.

"Vi har lagt en 7- til 10-årig strategi for den ejendom. Men kommer der nogen ind fra siden og vil give os 2 pct. i afkast nu, så er det jo ikke vores penge. Så bliver vi jo nødt til at snakke med investorerne, om de vil sælge," sagde Rikke Lykke til EjendomsWatch i marts 2016.

I en kommentar til dagens handel siger Jörg Laue, Patrizias transaktionschef for Norden, i en pressemeddelelse:

"Gennem aktiv asset management af Galleri K har vi repositioneret ejendommen og – i tråd med vores forretningsplan – sikret et godt afkast til vores investorer. Vi ser fortsat muligheder i København qua byens grundlæggende stærke økonomi og urbanisering."

Patrizia har ingen kommentarer til salgsprisen, der som nævnt er tæt på købsprisen fra 2015.

Gennemgribende renovering gav navneskifte

I seneste regnskab er ejendommen vurderet til 1,66 mia. kr.

Der var i 2018 en omsætning på 64,1 mio. kr., som primært kommer fra lejeindtægter. Overskuddet lød på beskedne 1,8 mio. kr., hvilket primært kan forklares med en værdimæssig nedskrivning på 15,7 mio. kr., der kan hænge sammen med ledige lejemål.

Året før betød et opskrivning på 122 mio. kr., at overskuddet kunne løftes til 137 mio. kr.

Ejendommen indeholder 13.000 kvm butiksareal fordelt på to etager og indeholder 30 lejemål. Dertil kommer 10.000 kvm kontorer og 3000 kvm tekniske installationer.

Tidligere gik karréen under navnet City Arkaden, men i forbindelse med en gennemgribende renovering til 850 mio. kr. tilbage i 2006, skiftede den navn til Galleri K.

I dag huser karréen blandt andet H&M, Topshop og Nespresso.

Med en salgspris på 1,6 mia. kr. overgås den inden for de seneste 12 måneder kun af svenske Niams køb af Copenhagen Towers i Ørestad til 2,2 mia. kr., mens sidste års salg af Deloittes hovedsæde i København og Kammeradvokatens kommende domicil på Kalvebod Brygge begge løb op i en pris på 1,4 mia. kr. Omtrent samme niveau betalte svenske Midstar for Admiral Hotel, lyder det i mæglerkredse.

For Capital Investment er handlen en af de største, firmaet har bistået med, og partner Jesper Damborg lægger da heller ikke skjul på sin tilfredshed med at bistå ved den første milliardhandel med ejendomme i Danmark i 2020.

"Det er første gang, vi har arbejdet med et joint venture med to investorer i to forskellige lande. Det har været en spændende proces at skulle være sikker på, vi kom rundt om alle de ønsker og krav, de havde til investeringen," siger han.

Juridisk rådgiver for Aviva og den canadiske pensionsinvestor har været Bruun & Hjejle, mens Patrizia er blevet rådgivet juridisk af Plesner.

(Artikel opdateret kl. 13.25 med kommentar fra Patrizia.)

Milliardhandel i København giver dansk debut for canadisk investor 

Større opkøb og frasalg på trapperne hos Capital Investment 

M. Goldschmidt efter salg til britisk køber: Udenlandsk interesse kræver en vis størrelse

Gefion Group sælger cityejendom med værdi af over 200 millioner kroner 

Patrizia efter rekordopkøb i København: Vi er meget tilfredse

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også