Selskaber fra Luxembourg fylder på dansk ejendomsmarked

Gunstige skatteforhold i Luxembourg får selskaber til at søge ind på dansk ejendomsmarked, siger rådgiver.
København set oppe fra. | Foto: Janus Engel
København set oppe fra. | Foto: Janus Engel
AF RITZAU

Ejendomsselskaber med ejerskabet placeret uden for landets grænser, sender oftest overskuddet til Luxembourg.

Det viser tal, som analyseselskabet Bisnode har trukket fra CVR-registret.

Udenlandske selskaber udgør stadig en lille del af de selskaber, der beskæftiger sig med udlejning af boliger og erhvervsejendomme samt handel og administration af ejendomme i Danmark.

Men i den eksklusive flok finder man flere selskaber fra Luxembourg end noget andet land. Også flere end svenske, norske, tyske og engelske selskaber.

Ifølge Christian Anders Elkjær, der er seniorrådgiver hos analysefirmaet Bisnode, er det nærliggende at tro, at Luxembourgs skatteforhold er en af hovedårsagerne til, at selskaber herfra fylder så meget på det danske ejendomsmarked.

"Det er kendt i det danske erhvervsliv, at hvis man kan lægge et selskab i Luxembourg, som så ejer det selskab, der drives i Danmark, så kan man føre penge ud af det danske selskab og over i det luxembourgske selskab."

"Så kan der være noget skattefinte i det," siger han.

Selv om skattereglerne i Luxembourg i udgangspunkt er de samme, så kan større selskaber få særlige aftaler i Luxembourg, siger Christian Anders Elkjær.

De i alt 898 udenlandske selskaber på ejendomsmarkedet står registreret for et samlet overskud efter skat på 6,7 milliarder kroner årligt.

Regnskaberne viser, at udenlandske selskaber og særligt de luxembourgske er mere overskudsgivende end de danske.

Hvor et dansk selskab på ejendomsmarkedet i gennemsnit har et overskud på 2,4 millioner kroner, har selskaberne fra Luxembourg et gennemsnitligt overskud på 10,2 millioner kroner.

Kigger man på de selskaber, der står for administration af fast ejendom, er to procent af selskaberne på markedet fra Luxembourg. Men de står ikke desto mindre for næsten hver femte krone tjent på markedet.

"Man må bare sige, at de selskaber, som er ejet ud af Luxembourg, har en seriøs størrelse," siger Christian Anders Elkjær.

"Man kan ikke sidde fra London og investere i et marked som Danmark"

Catella lancerer europæisk fond – skal også investere i Norden

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også