Industrigasser kan vælte højhusplan i Aalborg

Mulige miljøkonflikter mellem boliger og erhvervsliv betyder, at planen for højhus på 107 meter og 25 etager med boliger på Gasværksvej 25 ved havnefronten i Aalborg nu ser tvivlsom ud. Det er foreløbige konklusion efter, at by- og landskabsforvaltningen har gennemgået de miljømæssige udfordringer i kraft af, at projektforslaget har adresse i et område udlagt som industriområde, skriver Nordjyske.
Nærmeste naboer er således Alfa Laval, et havneareal til håndtering af stykgods samt oliehavnen, hvorfra der er udledninger af røggasser. Projektforslaget, som Bjarke Ingels Group har udarbejdet for et konsortium af syv nordjyske erhvervsfolk, Oktan8, består af et højhus og en ottetalsformet bilremise med biludstilling, værksteder, restaurant, eventrum, kontorer og møderum.
I det 30 etager høje hus er de 21 øverste etager udnyttet til boliger i størrelser fra 70 til 210 kvm, alle med egen altan. De nederste syv etager er afsat til parkering og førnævnte halvoffentlige og offentlige funktioner. Da projektet blev lanceret sidste år, fik det en generel positiv modtagelse blandt politikerne, idet der dog faldt indvendinger mod et højhus med parkering i de nederste etager. En af skeptikerne var og er Hans Henrik Henriksen (S), by- og landskabsrådmand i Aalborg Kommune.
"Bilremisen kan formentlig godt lade sig gøre, men med opstramningen af planloven vil det være næsten umuligt at planlægge boligbyggeri dét sted og sagligt argumentere for, at det kan lade sig gøre," siger han til Nordjyske.
Syv investorer vil bygge boliger og oplevelsesmekka i Aalborg
Spillebrødre udvider trecifret millionsatsning i boligejendomme