Lundbeck frasælger grundareal til NCC

Entreprenørkoncernen NCC har overtaget en 14.500 kvm grund i Valby fra medicinalproducenten Lundbeck med henblik på at omdanne arealet fra industri til levende byrum, oplyser NCC.
"Vi har stor tiltro til kontormarkedet i København. Købet er et led i opfyldelsen af vores strategi om at sikre os velbeliggende grunde og bidrage til at omdanne udprægede industriområder til nye, levende bydele,"siger Ole Faurby, adm. direktør i NCC Property Development, i en pressemeddelelse.
Grunden ligger blot 100 meter fra Ny Ellebjerg station, som med udvidelse af metroen og forbindelse til regional- og fjerntog og busser bliver et vigtigt fremtidigt trafikknudepunkt, påpeger NCC.
Virksomheden har indledt dialog med Københavns Kommune om grundens fremtidige anvendelse. Købspris fremgår ikke.
Sidste år overtog pensionskasserne Jøp og Dip andre ejendomme, som Lundbeck ikke fremover skal bruge, i en handel til 378 mio. kr.
Catella venter at bistå med sidste del af Lundbeck-frasalg