Medie: Nødlidende andelsforening leder efter køber

Andelsboligforeningen Ringertoften i København med en gæld på 459 mio. kr. leder efter en køber til foreningens ejendom. Det viser salgsmateriale, som mediet Insidebusiness er kommet i besiddelse af. "Garvet kriseadvokat" er på sagen, lyder det.
Andelsboligforening Ringertoften i København NV. | Foto: Google Maps
Andelsboligforening Ringertoften i København NV. | Foto: Google Maps

Andelsboligforeningen Ringertoften i Københavns nordvestkvarter leder efter en udvej fra sine finansielle problemer, der begyndte i 2006, da de nuværende andelshavere købte ejendommen af den sidenhen svindeldømte boligspekulant Martin Malvang Klüts for 454 mio. kr.

Det skriver erhvervsmediet Insidebusiness, som er kommet i besiddelse af fortroligt salgsmateriale.

Lykkes det at finde en risikovillig investor, vil andelshaverne kunne sælge ejendommen med et lille overskud og herefter opløse foreningen og i stedet leje boligerne af den nye ejer. Det er den, ifølge mediet "garvede kriseadvokat" Torben Winnerskjold fra Abel & Skovgård Larsen, som er hyret til at hjælpe med processen akkompagneret af erhvervsmæglerfirmaet Colliers International Danmark, som skal stå for salget.

"Sammen jager de bud fra fire mulige købere, og målet er et hammerslag på den gode side af 459 mio. kr., hvis foreningens 363 nuværende andelshavere skal have lidt penge med fra salget. Men profit er langtfra garanteret," skriver Insidebusiness, som også oplyser, at foreningens gæld er på 459 mio. kr. og dermed svarer til 100 pct. belåning.

Den adm. direktør i Colliers International Danmark, Jeppe Schønfeldt, afviser at udtale sig om sagen til Insidebusiness.

Det var også Colliers International  og Abel & Skovgård Larsen, der i sommer stod for salget af den nødlidende andelsforening Strandholmhus i København SV, der ifølge Foreningen af andelsboligforeninger i krise ligeledes blev købt for dyrt.

"Den nødlidende andelsboligforening AB Strandholmhus, København SV, bestående af 86 enheder, er den 1. september 2017 blevet solgt til COBO Vlll Kommanditaktieselskab Ejendomme. En konkurs var nært forestående, men i 11. time blev ejendommen solgt af Colliers på andelsboligforeningens vegne," skriver Abel & Skovgård Larsen på sin hjemmeside.

Prisen på Strandholmhus blev ikke oplyst.

Andelsboligforening lynsælger boliger til investor

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også